Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78’
AKERSHUS AMT.
Knut og Ambjørn drog ned til Tunsberg, hertugen til Oslo.
Her blev han angreben af kong Haakon og slagen. Han flygtede
over Raumarike og Eidsvold til Throndhjem. Paa Raumarike tog
hertugen ind paa Hov (det nuværende Haug ved Hovin kirke) hos
sin ven lagmanden Aamunde Remba.
Samme aar, 1240, faldt hertug Skule i Trondhjem.
Under Magnus Haakonssøn Lagabøters regjering blev hans
yngste søn Haakon 1273 udnævnt til hertug og blev blandt andet
forlehnet med Raumarike og Oslo syssel. Han var født i 1270 og
altsaa kun et lidet barn.
I 1276 flk kong Magnus den nye Eidsivathinglov vedtaget paa
Eidsivathing.
I denne konges regjeringstid blev der ogsaa nedsat en
kommission af 6 norske og 6 svenske mænd for at faa grænsen mellem
begge lande fastslaaet. Blandt mændene fra norsk side nævnes
blandt andre en Erling lagmand paa Raumarike og en Sigurd Pertil,
lagmand i Oslo. Grænsen gik for Akershus amts vedkommende
den gang omtrent som nu.
Efterat Erik Magnussøn (Prestehader) var bleven konge efter sin
fader, udgav hertug Haakon de saakaldte retterbøder. Der blev
blandt andet i disse bestemt, at en arbeidsmand paa Raumarike i
aarlig løn skulde have 3 øre sølv og for 3 øres værdi i vadmel og
lærred. Grunden til bestemmelsen var den, at bønderne klagede
over, at det var vanskeligt at faa arbeidere for rimelig betaling,
„fordi de fleste vilde drive handel".
Ved juletider 1308, under kong Haakon Magnussøns regjering,
beleirede den svenske hertug Erik, ledsaget af flere misfornøiede
norske høvdinger, Akershus. Bønderne i Lier og andre
nærliggende trakter drog da 3000 mand sterke mod svenskerne.* De
mødtes ved Akerselven, efterat nordmændene var kommet over
broen ved Frysja (nedre Foss). Udfaldet af slaget meddeles
forskjellig fra norsk og svensk side. Fra norsk side heder det, at
under fredsforhandlingerne, og det endog i en saadan grad, at de i
forvirringen havde revet høvdingerne med sig. Den omstændighed, at alle
skjoldene stod igjen, tyder ikke paa panik, men paa, at birkebeinerne
har handlet med fuldt overlæg. Det synes heller ikke, at Munchs sterke
udtryk er berettigede. Efterat en stor del af Arnbjørns og Knuts hær
var tilintetgjort, og under den yderst ugunstige stilling de indtog i dyb,
næsten ufremkommelig sne, var deres position sandsynligvis uholdbar.
Har — hvad der er rimeligt — ogsaa levnetsmidlerne begyndt at slippe op,
har der vist intet andet været for birkebeinerne at gjøre end enten at forsøge
at slippe bort i stilhed eller slutte fred paa yderst ugunstige betingelser,
og at de valgte den første fremgangsmaade fortjener neppe nogen streng
dadel. At en hærfører vælger at trække sig tilbage fremfor enten at
levere et slag under forhold, der vil lede til et sikkert nederlag, eller
gaa ind paa ydmygende fredsbetingelser, ansees i almindelighed ikke
for utilbørligt. I nærværende tilfælde faar man nærmest det indtryk,
at Knut og Ambjørn har indledet fredsunderhandlingerne, for at faa
tid til at sRppe bort fra sin uholdbare stilling uden at blive forulempet
eller faa hæren oprevet af varbelgerne under tilbagetoget.
* Den svenske hær bestod dog mest af leiede tyske ryttere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
