- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Første del (1905) /
382

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

3 fi2

FINMARKENS AMT.

kelbygning. For Finmarken egner de sig ikke; de er for
fordringsfulde. De kan give en masse melk efter kalvningen, men
ikke længe, og de trænger meget hø.

I Varanger foretrak man tidligere en race, fremkommen ved
krydsning af finnekoen med det større finlandske eller russiske
kvæg, hvoraf der aarlig indførtes endel.

I Maasø herred var der en del stort og smukt storfæ, som
var fremkommet ved krydsning med en russisk race.

De enkelte bygder, fornemmelig i Østfhimarken, som tildels
har indført russisk hornkvæg, har opgivet dem; disse dyr syntes
ikke at trives og har ikke vundet videre indpas; de fortærede
mere end finnekoen, og afkastningen syntes ikke at være saa
stor i forhold.

Langs kysten er næsten kun blandingsdyr mellem før nævnte
racer; enkelte steder er airshirekvæget i overvægt, men som regel
russekvæget. Enkelte kjør kan være gode melkere, men
gjennemgaaende gjør de et langt tarveligere indtryk end finnekvæget.

Der har for været liden omtanke ved avlen og ved udvalg og
opdræt af ungdyr. Avlen drives fremdeles som oftest vildt, idet
man lader tilfældet raade. Dette gjælder ikke alene kjørene, men
ogsaa heste, faar og gjeter.

Alle lian- og hundyr slippes 0111 vaaren paa fælles
havne-gange, saa ved bedækningen raader tilfældet.

Den største ulempe ved kvægopdrættet i Finmarken er, at
saa yderst faa holder okse, og med den spredte bebygning er det
vanskeligt at danne okseholdsforeninger. Tidligere brugtes okserne
som trækdyr, men da veiene kom istand, solgte de okserne, ja
kjørene med for at kunne holde hest, og at kjøre med okse er
nu som en skam. Gjennemgaaende er der saa liden kjøring, at
en okse godt kunde klare den, og det vikle da være langt bedre
økonomi at opdrætte en okse og bruge denne til 3—4 aars alderen
og sælge den til slagt, naar de fik en ny okse til at overtage
arbeidet. Nu er det sjelden, at en okse bliver mere end 1’/s aar
gammel, og selv af disse er der faa. Ikke saa sjelden bruges de
saa smaa til bedækning, at der maa bygges stilladser for dem.
Heraf følger, at gjeldkjørene fodres 2 og 3 aar i haab om, at de
en gang skal tage sig kalv. Landhusholdningsselskabet har
udstationeret nogle nordlandsokser; det er imidlertid muligt, at den
fuldt klimatiserede finneokse var bedst skikket for Finmarken,
og at gode finneokser burde bruges som stamdyr.

Stamokser har været udstationeret i Alten, Tanen,
Nord-varanger, Næsseby samt i Sydvaranger. Af de indkjøbte 7 okser
er 6 kommet fra Nordland og 1 fra Finmarken.

For at faa racen udbredt over hele amtet kunde indførselen
af levende kvæg fra Rusland stænges; en del avlsdyr indføres nu

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:51:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-1/0400.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free