Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
498
FINMARKENS AMT.
slageren, som ogsaa skal være husholder og dele ud kjødet og
isteren, derefter kommer han, som først skjød bjørnen, og saa
paa den venstre side vedhuggeren og vandbæreren.
Naar nu alt kjødet, blodet og isteren er kogt, deler
husholderen det ud mellem gjæsterne, saa hver faar sin del af
kjød og ister, og der bliver ogsaa givet hustruerne deres del.
Men ikke maa nogen kvindelig person komme ind i det telt,
hvor bjørnen bliver kogt, og heller ikke bliver der givet konerne
stykker af den bagerste, men bare af den forreste del af bjørnen.
Naar kjødet er spist, samler de benene sammen, hvilke de
ikke knuser, men graver ned.
Derpaa hænger de bjørneskindet paa en stubbe og lader sine
koner med tilbundne øine skyde til maals paa det med
haand-bue og pile. Den finnekone, som først træffer skindet, beholder
prisen fremfor de andre, og det skal ogsaa være et godt omen for,
at hendes mand snart skal faa fælde bjørn.
Den samme kone skal sy med tintraad paa klæde saa mange
kors, som der er dræbt bjørne, og hænge det om halsen paa de
finner, som har været med at dræbe bjørnene. De skal gaa med
disse til den tredje dags aften ved solnedgang.
Tilsidst, naar alt er slut, tager en fin i jernkjedlen, som hænger
over ilden, hvor de har sat sine kogekar, og begynder at synge
bjørnevisen. Derpaa springer han nogle gange omkring ilden
og render saa med en gang gjennem døren; da tager en
finnekone en haandfuld aske og kaster efter finnen. Dette gjør de
allesammen, den ene efter den anden, og saa faar finnerne lov
til at komme til sine hustruer igjen.
Saaledes ender denne ceremoni.»
Isbjørnen (ursus maritimus) hører ikke hjemme i Finmarken,
men leilighedsvis kan den gjæste de nordlige kyster. I november
1852 saaes saaledes et individ svømmende mod land nær
Mortensnes i Varangerfjorden. I april det følgende aar skjød en fin et
individ paa fjeldet ovenfor Kjøllefjord, der ligger ca. 130 km.
fra Varangerfjorden. Muligens er dette og ovenfor nævnte samme
individ.
Elgen (alces alces, paa finsk sarva) kommer nu og da ind i
Finmarkens amt fra Finland; saaledes viser den sig en og anden
gang i Karasjok, Sydvaranger og Alten.
Paus oplyser fra sin tid, at «elsdyr findes nogle faae paa
Russekysten hen op ved Arritzby» (Utsjok).
1890 saaes nær Maci to store dyr, som finnerne forst holdt
for heste, indtil de saa, at de havde horn. Elgene tog veien
henimod Altenelven i retning af Jotkajavrre. Senere saaes i
Karasjok de samme elge, som maa have været to fra Finland
forvildede dyr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
