Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
544
FINMARKENS AMT.
Den opnaar i Finmarken en betydelig størrelse, op til 10 kg.
Ligesom torsken sluger den sandsynligvis næsten alt, som
synker forbi den gjennem vandet.
Saaledes blev i mai 1K93 en brosme fanget paa bankerne
udenfor Aalesund, i hvis mave der var en tollekniv paa omtrent 9
tommer, hvilket var lidt over halvdelen af selve brosmens længde.
Sil eller tobis (ammodytes tobianus) forekommer overalt og
ædes af torsk og sei.
Smaasilen er et skattet agn; den lever paa sandbund helt
op til Varangerfj orden.
Silen heder paa finsk navllo, i Karasjok sivlla. i Lyngen
sila, i Varanger saggas og bisat/ke.
Isgalten, isfisken, langstjert (macrurus fdbricii) er talrig paa
200 favnes dybde.
Isgalten er hos os udbredt i Ishavet udenfor Finmarkens og
Tromsø amts kyster. Den tages leilighedsvis saa langt mod syd
som ved kysterne af Bergens stift.
I Varangerfj orden og paa dybderne udenfor Vardø kan den
under loddefisket om vaaren ofte fanges i temmelig stort antal,
hvor redskaberne sættes paa det dybere vand.
I Vestfinmarken kan den fiskes paa visse flskepladse i
større antal, saaledes i Porsangerfjorden, ved Ingø og ved
Gjæs-vær, samt paa dybderne udenfor Hammerfest.
Ved Vardø benævnes den isgalt; ved Andenes kaldes den
havmus (det sidste navn anvendes hyppigere for gulhaa, chimaera
monstrosa). Paa Storeggen benævnes den løgfisk.
Den ansees som værdiløs og bringes ikke tillands af fiskerne.
Friskfanget isgalt afsondrer en overordentlig masse slim.
Berglaks tcoryphanoides rupestris).
Kveite, helleflyndre (hippoglossus vulgaris) er overmaade
almindelig og gjenstand for fiskeri, som er senere omtalt.
Kveite heder paa finsk baldes; er den meget liden ræsek; er
den liden, saa nordmændene kalder den kveitelap, kalder finnerne
den faccabcelle, som betyder en vante. Mindre kveiter kaldes
ogsaa guovdda-calasak og oaivve-cargaS. En middels stor kveite
kaldes gadda; er den noget større, kaldes den radke-guölle
(rav-fisk). Er den stor, men ikke af de største, kaldes den læppadak.
Er den stor, heder den oaivvadak, men er den overmaade stor,
kaldes den bipo-oaivve.
Svartkveite (hippoglossus pinguis) er stationær, og paa flere
steder yderst talrig paa større dybder udenfor Finmarkens kyster;
mod syd optræder den sandsynligvis langs hele den dybvandseg,
som begrændser polarbassinet udenfor Nordlands kyster lige ned
til høiderne af Bergen, da den jevnlig endnu fiskes paa Storeggen.
Leem skriver i 1767: «Ved Bug-Øen hos Rafte-Siden i Øst-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
