Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IIVAL OG HVAI.FANGST 107
Den svenske fiskeriintendant, G. von Yhlen, har oplyst, at
der hersker den samme mening om hvalfangstens skadelighed
blandt svenske fiskere som blandt norske. Da hvalfangst ikke
drives af svenske undersaatter, og saaledes ingen svenske interesser
skades ved et forbud mod denne bedrift, har
lovgivningsmyndigheden i Sverige hoiet sig for den blandt fiskerne raadende opinion
og i aaret 1 HK5 udfærdiget forbud mod fangst af hval.
Fiskeri-intendantens opfatning var den, at hvalfangsten ikke øvede den
skadelige indflydelse paa fiskerierne, som af almuen antaget.
Fra 1886 begyndte bestræbelserne at gaa ud paa ganske at
fordrive hvalfangerne fra Finmarken og Tromsø amt; i dette
sidste amt var der anlagt et etablissement i 1886 paa Skaarøen,
omkring 10 mil nordenfor Tromsø.
1887 udtalte de fleste af amtets ordførere sig for fredning
af lival i Finmarkens amt fra 1ste april til 31te august, hvilket
var ensbetydende med et forbud mod hvalfangst.
I 1889, da hvalfangsten havde udviklet sig til en forholdsvis
betydelig bedrift, foretog G. O. Sars atter undersøgelser i
Finmarken, og efter at have gjennemgaaet fiskernes klager ytrede
han, at de fremførte paastande om hvalfangstens skadelige
indflydelse paa fiskerierne ikke var begrundede. Men da hvalerne
inden ikke ret lang tid vilde blive udryddede eller fordrevne fra
vor kyst, var der hensyn at tage til hvalfangstens bevarelse for
efterslægten, og dette var det væsentligste hensyn, naar der var
tale om indskrænkning i hvalbedriften.
Tidligere tiders hvalfangst viser, at en betydelig hvalfangst
kan afhøste mange fangstfelter, og flere hvalarters bestand er
aftaget ganske betydelig. Hvalfangsten ved Norges nordlige
kyster synes i nogen grad at have forringet fangstfeltets kvalitet,
særlig for blaahvalens vedkommende. Om fare for fuldstændig
udryddelse er der neppe tale. For de vandrende hvaldyr, f. eks.
blaahval og seihval, muligens ogsaa knølhval, kan der kun blive
tale om en forjagen eller udryddelse fra et fangstfelt.
Fiskernes klager indeholdt stærke udtryk om
hvalfangstens skadelighed og fordringer om forbud; de argumenter,
som forsøgtes fremførte, var forskjellige og ikke indskrænket
til den gamle paastand om, at hvalen jog fisken ind og
vogtede paa den.
30te januar 1890 nedsattes en hvalkomite til undersøgelser
angaaende spørgsmaalet om en lovbestemt fredningstid for hval.
Den fandt de mod hvalfangsten fremførte paastande
uberettigede, og samtlige komiteens medlemmer kom til det resultat,
at fredning af hval hverken paakrævedes af hensyn til fiskerierne
eller af hensyn til hvalbestandens bevarelse.
Fra 1889—95 var der gode loddefiskerier i Finmarken, saa
4+ — Finmarkens amt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
