Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINMARKENS AMT.
«Skoltemarkedet-). Saa samles de ved Boris-Gleb en tid om vaaren
(til midten af mai), før de drager paa fiske.
Lærebøgerne var i 1893 russiske; nu er der oversættelse til
skoltefinsk af Matthæi evangelium (fra 1894) og en ABC med
skoltefinsk og russisk tekst (1895).
Deres hytter er simpelt indredede, smaa, ca. 5 m. i firkant,
byggede af tømmer og uden grundmur, heller ikke findes gulv i
sommer- og høsthytterne. Døraabningen er saa lav, at man maa
bøie sig for at komme ind.
I et hjørne ved siden af døren findes peisen opmuret af flade
stene og med en kort skorsten ragende op over det låve tag.
Langs de 3 vægge løber brede briske, der tjener baade til
soveplads om natten og til at sidde eller ligge paa om dagen, og her
har de alle sine klæder og sin smule husgeraad opdynget.
Et vindu, saa stort som en almindelig rude, findes paa en
af væggene, og i et hjørne altid et helgenbillede, for hvilket alle
indtrædende korser sig. I et saadant lidet hus kan der leve
1—2 eller flere familier, saa de er nøisomme med pladsen; deres
omflakkende liv gjør, at de nøier sig med mindst muligt i hensyn
paa bolig, skjønt de har let nok adgang til tømmer.
Tidligere var det ikke saa nøie, om de satte sine boder ogsaa
paa norsk territorium, men i de senere aar har man ført opsyn
med, at saa ikke sker. Der er gamle tomter efter skolternes
tidligere gammer og boder rundt om i de norske skoge.
Ved paasketider drager de med præsten ned til kirken ved
Boris-Gleb for at feire høitiden, den største i Rusland, og for at
faa sine kogekar indviet til kjødspise efter den lange faste.
De skoltefinner, som om høsten og første del af vinteren
opholder sig paa forskjellige steder spredt over hele Pasvikdalen,
samler de paa fjeldvidderne omstreifende tamren og passer dem.
De samler alle de ren, de kan overkomme, ikke alene sine egne,
men ogsaa dem, som tilhører norske undersaatter; og naar
vinterføre er indtraadt, faar enhver sin kjøreren udleveret mod
erlæggelse af 2 kr. for hver ren for indfangning og pasning. Dette
er en indtægtskilde for skolterne; og godt er det, at disse i dette
arbeide er ærlige, thi det vilde ikke være forbundet med
synderlig risiko for dem at sætte sig i besiddelse af alle de ren, de
fandt paa russisk grund og slagte dem eller tilbageholde dem
som tilhørende nordmænd. Ingen kunde kontrolere dem. Hver
vinter kommer nordmændenes kjøreren hjem, enten sendt ved
leilighed eller overbragt af vedkommende finder. Overraskende
er deres kjendskab til, hvem hver ren tilhører; thi det er ikke
nok at have rede paa øremærkerne, da en ren kan have skiftet
eier mange gange efter at være bleven mærket.
Efter grændsespærringen’ af 1852 skal rener fra det ene land,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
