Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STALLO.
275
er aaben i sin færd og forekommende mod dem, med hvem han
intet har udestaaende. Han eier en vis godmodig lettroenhed,
saa han lader sig narre af den slu fin.
Stallos dragt bærer forskjelligt præg. De fleste er klædt
som russere, nogle som skoltefinner, enkelte ogsaa
nordmands-klædte.
Han pleier at have en hund i følge med sig, der passer paa
hans penge og øvrige eiendele. Hunden maa altid dræbes, naar
hans herre er fældet; thi faar den slikke hans blod, livner Stallo
op igjen.
At stallo æder folk, har finnerne i Norge ikke hørt. Han
graver ned i jorden kroppene af de mennesker, som han har
dræbt. Dog skal han have for skik at flaa de folk, som han
overvinder, og ved at bringe sin herre et saadant skind, løser
han sig ud af tjenesten.
Stallos nærværelse mærkes paa den ildevarslende piben, som
han lader høre. I denne lyd antages tillige at ligge noget
dæmonisk skræmmende.
Stallo har for skik at hoppe høit, og det er hans maade at
imponere folk paa.
Kampen mellem stallo og hans modpart foregaar altid ved
brydning eller rygtag, sjelden ved skydevaaben eller haandværge.
Der rives og slides, klores og bides, sparkes og spændes; men
selve aflivningen sker med kniven. Efter nogle beretninger tilbyder
stallo sin egen kniv, men bruger man den, stikker man sig selv.
Stallo har sands for det sømmelige, og før kampen træffer
han den aftale med finnen, at denne, hvis han vinder, skal give
ham, stallo, en sømmelig begravelse, mod at beholde det sølv,
stallo fører med sig.
Hvis stallo eier noget, pleier han nemlig ikke som finnen
at gjemme sin skat paa kistebunden, men bærer den aabenlyst
tilskue. Nogle fører saaledes med sig paa sine reiser hele sække
med sølvpenge og optræder med sølvknapper paa dragten,
sølv-bælte om livet, sølvringe paa fingrene, sølvflaske og sølvpibe i
barmen samt er endda til overflod behængte med mangeslags
sølv-zirater.
Stallosølv (stallosilbba) kaldes gammeldagse sølvsager, som
gjennem mange slægtled har gaaet i arv i enkelte finnefamilier,
og som er trofæer fra stalloer, der har været fældede af en
stamfader i slægten. Stallosølv træffes nu sjeldnere og sjeldnere.
En hel del er kommet bort under den læstadianske bevægelse,
da al legemets prydelse og stadsgjenstande hørte til den
«djævle-besatte» verdens væsen.
Den samme betragtningsmaade banlyste det nationale
træhorn paa kvindernes hue. De vakte bar sit stallosølv til Læstadius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
