Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEBYGNING I I)ET GAMLE OSLO.
13
Desuden blev her begravet Orm kongsbroder, dod i 1184,
baglerkongen Filippus’s broder Andres Simonssøn, død 1217;
videre biskop Jon og biskop Frants Berg, som begravedes 5te
november 1591 ved prækestolen.
I universitetets oldsagsamling findes en ældgammel
hovedskalle, som gaar for at være Sigurd Jorsalfarers. Om den
virkelig er Sigurd Jorsalfarers hovedskalle, er ikke sikkert, men muligt.
Beretningerne gaar ud paa, at en norsk militær i 1809—10
engang skulde have stukket sin haand ind i muren af St.
Hallvards kirkes ruiner; her kom haanden i klemme, og han skadede
den lidt, og da han trak den ud igjen, fik han hovedskallen
med. Den har gaaet for at være Sigurd Jorsalfarers, og har
ført en noksaa omtumlet tilværelse, indtil den havnede lier i
Kristiania i oldsagssamlingen.
Hvis beretningen om, at hovedskallen er fundet inde i selve
kirkemuren, er rigtig, kan det godt tænkes, at den kan være Sigurd
Jorsalfarers; han er begravet der, og det var bare konger og de
allerhøjste mænd, som nød en slig ære.
Da man i 1667 begyndte at rive Hallvardskirken for at
bruge stenene til Akershus, lod Gyldenløve i 1674 udarbøide
planer til et kongelig gravkapel, som fik kongens approbation.
Det var meningen, at det skulde opføres paa Hovedøen, og
at kongegravene i Oslo skulde overføres did.
Det skulde være et stenkapel, tækket med bly og kobber,
«hvorudi de i den øde Oslo kirke forefundne 4 norske kongers
ben kan henlægges og forvares under den beskjærmelse, at
saafremt nogen sig skulde understaa samme kapel at berøve eller
skade, de da, ligesom det paa en kirke kunde være begaaet,
derfor tilbørligen straffes og til rette stande skal».
Paa grund af pengemangel kom dette ikke istand; der
kom krig og trange tider, og planen blev derfor aldrig
gjennemført.
Hallvardskirken havde mere end 20 altere. Efter Røde
bog var der altere for: 1. Helligaand (præsten Ulv Olavssøn
gjorde gave til det 1370). 2. Kross (Bjørn Audunssøn ydede gave
til det 1330). 3. Maria, indre (nævnes 1347 i Magnus
Eriks-søn og Blankas testamente). 4. Maria, ude paa gulvet, stiftet før
1302. 5. Michael. 6. Peter (stiftet af Lødver Svarte før 1302,
kaldtes senere Jons alter). 7. Andreas (stiftet af Thord Erikssøn).
8. Sebastianus (stiftet før 1349). 9. Edmund (stiftet af biskop
Jon 1373—85). Det laa i søndre vinge. 10. Hallvard. 11. Anton
(stiftet 1316 af biskop Helge). Det flyttedes af biskop Øistein,
1385—1401, og blev af ham viet til Anton, Theobald og Maria
Magdalena. 12. Nikulas, laa i «sinistro ambitu», d. e. nordre
sideskib. 13. Margareta (stiftet før 1329). 14. Hellig legem,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
