- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / IV. Hedemarkens Amt. Første del (1902) /
357

(1885-1921) Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

skog.

357

fældet paa de tørre furumoer og paa stenførende aurmarker, som
ved skogbrand er berøvede sin voksekraft, og hvor ikke andre
træsorter kan vokse. Man finder paa disse kun spor af gran og
birk eller en svag indblanding deraf.

Paa frisk og frugtbar mark vokser vore to vigtigste bartræer
helst blandet, og ogsaa birken og aspen savnes sjelden. I
tømmermængde pr. maal, i træernes høide, kvistrenhed og stammeform
staar den bestand, hvor granen og furuen forekommer blandet,
over den rene furubestand. Medens furuen ved sin stærke
roddannelse giver granen støtte og beskyttelse mod stormens farer,
bevarer og forhøier granen med sin stærke skygge jordens
vækstkraft, der i ren furubestand gaar tilbage ved en høiere alder, og
ved sin længe fortsatte tilvækst i høiden tvinger den furuen til
at udvikle en høiere og mere kvistren stamme end ellers. Det
er derfor til gjensidig fordel, at disse to træsorter vokser sammen.

Ved en ordnet skoghusholdning opelskes furuen i ren
bestand over større strækninger paa de tørre og magre
sandmoer, hvor granen ikke kan trives, men hvor den dog ofte saar
sig selv og danner underskog. Naar jordsmonnet er forbedret,
bliver granens tilvækst stærkere, og den kan ialfald udfylde de
huller, som opstaar, naar en eller anden furu dør ud. Paa mark
af middelmaadig frugtbarhed bliver granen i begyndelsen langt
tilbage for furuen, men efterat den har faaet udbrede sine
rødder tilstrækkeligt eller fra 15 til 20 aars alderen, begynder
den at skyde raskt i høiden, og ved 50 aars alderen har den
naaet furuen igjen, hvorefter de følges ad. Det er en regel, at
man ikke paa saadan mark opelsker gran i ren bestand, da man
ikke kan være tilstrækkelig sikker paa dens fremtidige tilvækst
og udvikling, men man blander furu indimellem. Paa de
frugtbareste skogmarker har furuen mindst brug for blanding med
granen, men der indfinder granen sig af sig selv. Her er det
kun i de første aar, at den staar tilbage for furuen, som maa
forcere sin tilvækst i høiden til det yderste for at følge med
granen. Det er i saadan bestand, at furuen udvikler de
høieste stammer.

Birken forekommer almindelig som blanding i furuskogen.
Til og med paa de tørreste sandheder, hvor furuplanterne sygner
lien af tørke, forekommer der enkeltvis voksende, busklignende
eksemplarer. Paa furumoerne forekommer den i* større mængde,
end man, uden at have undersøgt det, skulde tro, men det viser
sig ofte, naar man hugger ud furutræerne, at birketræerne er
tilstede i mængde. Oftest vokser de sammen paa frugtbare
skogmarker og først og fremst paa braateland og paa brandmarker,
hvor birken udfylder rummet mellem de glisne furuer. Paa
frugtbart jordsmon overgroes furuplanten i de første ti aar let af skud

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:35:52 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/4-1/0371.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free