Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skog.
359
braatebrænding, skogbrand eller efter en hugst, hvor den
foregaaende generation er blevet saa fuldstændig udryddet, at
marken har ligget aaben for lysets paavirkning. Ved plukningshugst
bliver gjenvæksten af furu oftest daarlig eller ubrugbar, hvis da
ikke granen indfinder sig og helt fortrænger den.
Granen. I det hele og store er granens udbredelse lig
furuens, idet disse to træsorter, dels i ren, dels i blandet bestand
danner størsteparten af skogene i Mellem- og Nordeuropa samt
i hele det nordlige Asien. Imidlertid er granen i Sydeuropa og
i Vesteuropa indvandret senere end furuen, og dens udbredelse
er derfor mere indskrænket end furuens.
Grændserne for dens udbredelse mod nord er følgende:
De nordligste grantræer paa jorden er de, som vokser i
Sydvaranger paa 69° 30’ n. br., som nedenfor er omtalt, men
allerede paa 66° 30’ n. br. ophører granen at danne skoge i Norge.
I finsk Lappmarken ophører den ved Muonioelven lidt nordenfor
Ounastunturi ved 68° 20’ n. br., og dens nordgrændse fortsætter
derfra til Kyrö by ved Enare träsk, 68° 45’ n. br.; der angives
dog, at enkelte eksemplarer er blevet paatrufne i Enare lappmark
lige op til den 69de breddegrad. I Finmarken har forstmester
Barth i 1857 fundet en gruppe grantræer (var. obovata) ved
Svanviken paa vestsiden af Colmejavre, en sjø, der ligger paa 69°
30’ n. br. og 47° 51’ ø. 1., noget søndenfor Patsjokielvens udløb.
Medens birk, furu og ek har en forholdsvis høi alder i Norge
og Sverige og hyppig findes opbevaret i torvmyrerne, tilhører
granen vort lands sidst indvandrede arter. Den synes at være
indvandret fra øst, og denne indvandring har vistnok fundet sted
forholdsvis sent. Hermed stemmer godt granens nuværende
udbredelse i Norge.
I Rusland trækker granens grændse sig mere og mere nedad,
og ved det hvide havs vestkyst er dens nordgrændse ved den
67de breddegrad ved Ponojelvens udløb.
Granens polargrændse er ved det hvide havs østre kyst ved
67° 15’ paa halvøen Kanin,, hvorfra den i mange bøininger,
paavirket af lunere elvedales eller kolde tundraers nærhed, dog paa
det nærmeste med bibeholdelse af den samme polhøide fortsætter
mod øst, og mellem Petschora og Ural naar den den 68de
breddegrad. Ved Kolva, en bielv til Petschora (67° 15’ n. br.)
ophører granen med en oase, som af samojederne kaldes «Lig-»
eller «Dødsholmen». Ved Petschoras bredder, nær Habidepadaras
kilder, skal den strække sig lige op til 67° 30’, hvor der ikke
er spor af birken.
I det europæiske Rusland er granen det nordligst voksende
træ, og den er her skogvegetationens yderste forpost mod nord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
