Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
699
filmerne ikke har været meget længe her. I Værdalen har man
fjeldet Nyamoçokka med grænserøs nr. 174; røs nr. 180 ligger
paa det høie fjeld Allegaisa. Nyamoçokka ligger i nordvest for
Skjækerhatten, og her kan den gamle sydgrændse for finnerne
sættes.
Heller ikke her er sporene efter dem stærke. Først
nordenfor Tunnsjøen, ved Limingens afløb til Sverige, et af
Angerman-elvens tilløb, bliver finske stedsnavne talrigere; der ligger rundt
grændsen fjelde med navne af tydelig finsk oprindelse, og først
her er man kommen paa ægte finsk grund, hvor finnen har været
herre og streifet omkring længe før nogen nordmand. Her mødes
ofüerpladse, gravsteder og stedsnavne. Herfra er folkevandringen
gaaet videre mod syd, 2 breddegrader, helt ned til den 62de.
Det er ogsaa i historiske kilder muligt at forfølge finnernes
fremtrængen mod syd. Finnerne har først boet inde paa
Namse-og Snaasefjeldene, har efterhaanden trængt nedover mod syd,
indtil de for hundrede aar siden omtrent var udbredte som nu.
Særlig lader deres fremrykken i Hedemarkens amt sig eftervise.
Der er en statistik fra 1734 over antallet af finner fra det
missionsdistrikt, som omfattede Overhalden med Grong og
Snaa-sen med Li (296 individer) og fra Inherred (115 individer), men
der er ingen opgave længer syd fra, sandsynligvis fordi finnerne
der var saa faatallige. Den bekjendte Thomas v. Westen omtaler
kun en enkelt gang i sine skrivelser i 1724 finner fra Tønset,
hvortil dengang hele Tolgen hørte.
De første udførlige efterretninger om finnerne i disse egne
findes i grændsereguleringens papirer i relation af major Peter
Schnitler, og han giver oplysning om indvandringen. Tiden for
finnernes bosættelse paa Tydalsfjeldene opgiver Schnitler til
«omtrent en mandsalder» før 1742 og et andet sted i itzige. Efter
dette skulde de omtrent ved aar 1700 have vist sig for første
gang saa langt mod syd som paa Tydalsfjeldene.
Schnitler har derhos givet den vigtige oplysning, at finnerne
havde villet udbrede sig ogsaa over de sjdligere trakter ved
Brekken og paa østsiden af Fæmunden, men at de der havde fundet
modstand af bønderne, som ikke vilde have deres dyr ind paa
sine slaattemarker. Indtil 1742 har bønderne efter dette holdt
finnerne borte fra de egne, hvor der paa den tid fandtes en
fastboende norsk befolkning. Paa fjelde, som laa længere borte
fra bygden, og hvor bønderne ikke regelmæssig færdedes, forblev
finnerne, naar de engang havde trængt sig ind. I Tydalsfjeldene,
hvor de norske bønder holdt sig i dalene, havde finnerne engang
faaet indpas, og der holdt de sig i det 18de aarhundrede. I
Rørosegnen, hvor den norske befolkning er spredt udover selve
de store vidder, var denne til en tid mere aarvaagen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
