Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•42
KRISTIANS AMT.
snefjeldene i Vang over smaa grønne skogdækkede øer i
Slidre-fjorden, over nesene og over den lange sjø som i Savoien og
Øvre Østerrige. Stupet ret op for fjorden ved gaarden Løken
har efter Yngvar Nielsen den vakreste udsigt i Valdres.
Ved den øvre- ende af Slidrefjorden faar dalen retning mod
vestnordvest og ovenfor fjorden danner Begna en fos, Lofossen.
Geologen Naumann, som reiste her tidlig paa forsommeren i
juni 1822, skriver om Valdresdalen i Vestre Slidre:
Omkring Slidrefjorden er en pragtfuld fjelddal med
Slidre-fjordens krystalklare speil med de mange bugter og nes. Hvilken
udsigt har man ikke fra høiden mellem Slidre og Hove, hvilken
rigdom paa former, hvilken malerisk forening er der ikke af steile
fjelde og mildere former, og hvor livligt bliver ikke det hele ved
de mange gaarde med sine velordnede, sterke bjelkehuse og
postveien, som gaar mellem dem. Olberg, ret overfor Slidre kirke,
er det høieste punkt i nærheden; der ligger ikke sne, men der
er tæt krat lige til toppen, og i lierne langs vandet er der enge,
mark og skog, og der er vakre gaarde, som sees vidt.
Man glemmer, at man er saa nær Filefjeld, at man kun
behøver at gaa en halv mils vei op paa skraaningerne for at se
sig henflyttet fra dette paradis til en ørken, fra den herligste
vaar til den koldeste vinter. Ser man saa opover dalen, vil sne
hvide masser i baggrunden erindre om, at denne venlige dal
alligevel kun er en dyb rende i disse fjelde, hvis toppe rager op
i den evige sne.
Allerede ovenfor Hove faar dalen et andet udseende;
Slidrefjorden ender, og endnu engang kan man glæde sig ved at se
tilbage paa det aabne landskab: opad trænger dalsiderne sig
sammen, fjeldet kommer nærmere elveleiet, og skogen sænker sig
længere ned. Det kan ikke være anderledes, her hvor vi jo er
i et dalsvælg, som forbinder fjeldet mellem to saa store bækkener
som Vangsmjøsen og Slidrefjord.
Her styrter ogsaa Begna nedover i pragtfulde stryk mellem
furu og gran; der er en stadig veksling af fosser, stryk og
strømhvirvler over den ujevne, skraanende fjeldbund.
Endelig fører en bro fra venstre side over til den høire bred,
og snart efter sees skydsskiftet Øilo ved foden af det
bastionagtig fremspringende Hugakollen. Der ligger ogsaa Mjøsens stille
vandspeil i dalkjedelen.
Om Hugakollen skriver Vinje:
«Hugakollen i Valdris stend paa sudvestre sida af osen til
Vangsmjøsen, som verdt kailad Hemsinghalsen. Up igjenom
Valdrisdalen ser du denne Hugakollen lyfta up hovudet sit
liksom ei skildvakt for dei større fjell attanfyre, og hægre og hægre
lyfter han det up, eftersom du kjem nærare og nærare, alt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
