Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 14 KRISTIANS AMT.
i Danmark og Tyskland. Da veirliget var blevet noget mildere,
fulgte en række planter, som lignede birkeliernes i fjelddalene.
Fjeld birken var især forherskende. Efter fjeldbirken fulgte furuen
som det vigtigste skogdannende træ, og med den fulgte en stor
del af vore almindelige planter. I lange tider har den været
raadende i landet som intet andet træ; over store dele af landet,
høiere tilfjelds end furuen nu vokser, er der i myrerne mange
levninger af dette træ, stubber og stammer, ofte af store
dimensioner, kviste, bar og kongler. I høifjeldet og i de skogbare
kystegne bruges myrernes gamle furuved mangesteder som brænde.
Veirliget blev senere mildere, og sandsynligvis har den aarlige
middeltemperatur paa et tidspunkt været endog et par grader C.
høiere end nu. Ek, lind, ask, løn og andre kuldskjære løvtræer
kom da nordover, først til Danmark og Skaane og saa gjennem
det sydlige og mellemste Sverige til Norge, hvor de en gang var
mere udbredte end nu.
Aartusener gik med til denne udvikling af landets planter.
Dvergbirken og andre fjeldplanter, som før var eneraadende,
trængtes tilbage til høifjeldet og de nordligste landsdele, og
sydligere planter indtog deres plads. I denne tid afsattes der
mægtige lag af torvmyr, ler, sand, paa sine steder kalktuf, der
indeholder rester af de vekslende planter. Men blandt de talrige
rester er der ikke fundet gran. Den optræder kun i de yngre
lag, der er afsatte, efterat eken havde havt sin bedste tid, og
efterat veirliget atter var begyndt at blive kjøligere.
Granen er ikke som de andre nævnte planter indvandret fra
syd, men fra øst.
Kun paa enkelte steder har gran fundet veien over
vand-skjellet til Vestlandet.
I Lærdal er eller var efter Gløersen kun en eneste
vildtvoksende gran paa gaarden Seltun; i Borgund var der flere,
nemlig paa gaarden Kirkevold 13, paa Neset 3 og paa Maristuen 3.
Den øverst voksende af disse staar omtrent 950 m. o. h. og er
Bergens stifts østligste gran; men ganske tæt østenfor
stiftsgræn-sen, ikke langt ovenfor Øvre Smeddalsvatns østende, var atter en
liden gran i Grønnelien omtrent 900 m. o. h., og næsten ved
selve vandskjellet mellem Lærdalselv og Begna, paa en høide af
998 m. o. h., voksede 5 graner i en klynge; lidt nærmere
Njstu-husene og i omtrentlig høide med disse, 992 m. o. h., stod atter
en liden, men frisk gran. Endnu paa fjeldovergangens øverste
trin vokser gran, medens furuen er forsvunden. Fra Nystuen
paa Filefjeld til nærmeste større granskog i Valdres, Øieskogen,
er der kun 15—16 km.s veilængde, med enkelt- eller klyngevis
staaende graner hist og her, omtrent den hele vei nedover fra de
bakker, som kaldes «Brækkene», ikke langt fra Nystuen. I intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
