Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYKELIV OC. JAGT.
145
svært arbeide udført af de gjæve fædre, mangen drøi sten løftet
og lagt af de barkede næver, og her havde vel skeet mangen
gang for at se efter fangsten i den tid, da krudt og bøsse var
ukjendte ting. Der var fundet en jernpil deromkring. Vi fandt
blot et afbleget renhorn.»
E. Mohn omtaler, at den øverste del af Stor-Utladalen kaldes
Gravdalen, og at denne sidste dal har navn fra de mange
ren-grave, som fra gammel tid har været her, men nu for største
delen er sammenstyrtede; de er fra en tid ældre end
skyde-vaabnene, da man fangede renen i faldgrave. Gravdalen er
renflokkenes almindeligste vei, naar de trækker fra Smørstabbræeu
og alle de vestlige bræer til bræerne mellem Leirdal og Visdal
samt Memuru og Veobræen og alle de mindre østlige bræer. Smaa
kjodgrave, i hvilke den fældede rens kjød lægges, indtil det kan
sendes med kløv, er ogsaa almindelige i Gravdalen.
Gamle rengrave er der hist og her paa Graahogda i Ringebu,
hvilket viser, at dette fjeld ogsaa i gamle dage har været et godt
renfjeld.
I Veodalen et godt stykke nedenfor Glitterheim er der, efter
Iver Storvik, en flere km. lang gammel mur, som gaar tvers over
hele dalen; den er afbrudt her og der med smaa aabninger, hvor
rensdyrene blev jaget gjennem og fandt sin død i let
overdækkede grave, som var opkastet under hver saadan aabning.
Almindelige rensdyrgrave findes flere steder i Jotunheimen.
Foruden renen toges ogsaa elgen i grave. Ziegler skriver i
1887, at de hyppigst forekommende minder fra oldtiden i Søndre
Fron er rengrave og elggrave i fjeldene.
Rengrave og elggrave forekommer ogsaa hyppig i Ringebu
herred, særlig er der rengrave i Hirsjøhøgda, hvor de efterladte
rester af grave, gjærder og nærliggende skyttergroper for
fangstmænd tydelig synes at klargjøre fangstmetoden.
Endnu sildig i det 18de aarhundrede maa der have været
megen vildren i Gudbrandsdalen og Valdres, eftersom Schøning i
1775 omtaler flokke paa 2, 3 til 4 000 stykker. Schøning omtaler
denne jagt saaledes:
«Under Sandbu har fra meget gamle tider af ligget og ligger
endnu en dalstrækning blandt fjeldene mellem Vaage og Valdres,
kaldet Heimdal, og et der liggende vand eller en stor fersk sjø,
kaldet Heimdalsvatn, hvori falde de skjønneste ørreter, ligesom i
Heimdalen de fedeste græsgange, og paa fjeldene deromkring det
bedste skytteri, eller jagt efter rensdyr. Om høsten, naar
brunstens tid begynder, samle bemeldte dyr sig der i store flokke,
bestaaende af 2, 3 til 4 000 i hver flok, af hvilke en skytte, som
er vel dreven i sin kunst, kan paa en dag skyde 20 stykker
og flere.
10 — Kriwtians amt n.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
