Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYKELIV OC. JAGT.
161
Alle disse tal ansaaes for temmelig hoit ansatte.
Folk fra Telemarken fortalte, at det endnu kunde hænde,
at man paa Hardangervidden kunde træffe til at faa se flokke paa
3 000 dyr. Men det er vanskeligt at tælle en dyreflok, og folk
er ofte meget tilboielige til at overdrive antallet. En flok paa 200
bliver let til 4—500 etc. Det antoges i 1876, at der aarlig fældedes
ca. 600 og at der følgelig fandtes 6—8 000; der skulde findes 40—
50 dyr pr. 100 km.2 af det lænde, hvorpaa renen beiter, og paa
Hardangervidden 70 dyr pr. 100 km.2 Dersom dette var tilfælde,
vilde det neppe hænde, at man baade i Jotunfjeldene,
Loms-fjeldene og andre renfjelde kunde gaa paa jagt efter ren i flere,
ja indtil 6—8 dage uden at træffe paa en eneste dyreflok.
Asbjørnsen antog i 1852, at det neppe var urimeligt, at der
aarlig fældtes 2 000 ren, at jerv og ulv odelagde halvt saamange,
og at der følgelig behøvedes en vildtbestand paa 20—30 000 dyr,
forat en saadan jagt aarlig skulde kunne vedligeholdes.
Der var ikke tvil om, at der langt tilbage i tiden fandtes
mangedobbelt saa stort antal som i 1876.
Om uhyre talrige renflokke i gamle dage vidner de store
samlinger af horn af dræbte dyr, fundne paa Hardaugerfjeldene,
den mængde rensdyrgrave overalt i høifjeldene, selv paa steder,
hvor det nu er et særsyn at se et dyr.
Af gamle beretninger kan drages samme slutning. I
Heimdalen kunde der endnu i slutningen af det 18de aarhundrede
træffes flokke paa 4 000 dyr, og en enkelt jæger kunde paa en
dag fælde 20 og flere.
Gamle jægere kunde i 1876 fortælle, at der i deres første
jagtaar fandtes meget talrigere rensdyrflokke end nu for tiden.
Det paastodes af enkelte, saaledes ogsaa af professor Sexe, at han,
da han omkring 1846 som ung mand gik paa jagt paa
Hardangervidden, kunde træffe til at faa se saa store rensdyrflokke, at man
ikke kunde anslaa dem til mindre end 5—6 000 dyr, og Asbjørnsen
fortæller om enkelte skyttere i Jotunfjeldene, som aarlig skjød
ca. 50 dyr. Enkelte jægere, baade paa Hardangervidden og i
Jotunfjeldene, f. eks. Anders Pynten og Jo Gjende, pleiede aarlig
at skyde 20—30 dyr i 1846—56.
Antallet af vildren var i aarene 1846—76 formindsket i høi
grad. Formereisen havde ikke staaet i forhold til beskatningen.
Denne formindskelse af vildrenhestanden hidrører ikke fra sygdom
blandt rensdyrene eller fra noget usædvanlig stort antal af rovdyr,
da tvertimod ulven næsten ikke havde vist sig i rækker af aar;
der var flere andre samvirkende aarsager.
Antallet af jægere tiltog, efterat veiene blev bedre, og lysten
til at færdes i høifjeldene blev større. Det antal dyr, der skjødes
af turister fra byerne, antoges i 1876 at være forsvindende lidet,
U — Kristians amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
