Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DYKELIV OC. JAGT.
173
I aarene 1866—71 sj-nes at have fundet en flytning sted af
ryperne fra Gudbrandsdalen til Bergens stift, saaledes at ftytningen
begyndte i trakterne paa vestsiden af Laagen og fortsatte fra
de mere og mere østlig beliggende trakter.
Ved udgangen af februar begynder flokkene at flytte længere
ned til de nederste fjeldlier. Fra midten af marts til midten
af april sidder de i træerne, især naar solen skinner.
Efter midten af marts begynder ryperne sin leg, endnu til
størstedelen forenede i større og mindre flokke. Ryperne spadserer
frem og tilbage med udsprikede vinger, stryger disse ned i sneen
og tager dem til sig igjen, omtrent paa samme vis som aarfuglene.
Under parringstiden skydes hannerne paa lok, idet skytten,
skjult bag en sten eller en busk, efterhærmer hunnens lyd og
derved faar hannen til at nærme sig inden skudhold. Den er
efter omstændighederne mere eller mindre let at lokke. Jo
tidligere jægeren er ude, desto fordelagtigere er det. Hannen flyver
eller løber den formentlige hun imøde. Er den rigtig hidsig,
flyver den i et sæt lige til jægeren. Stundom sætter den sig
paa den sten, hvorpaa skytten har lagt an. Den rette tid for
denne jagt, der forøvrigt kun drives paa enkelte steder i landet
og mere for fornøielse end for fordelens skyld, er fra slutningen
af april til midten af mai.
Fjeldrypen bebor de vidtstrakte, med lavarter, stenurer samt
evig sne og is dækkede ødemarker ovenfor trægrændsen. Den
træffes, uaar undtages en og anden gang om vinteren, aldrig
nedenfor lavarternes og de graa vidjers belte, der i det sydlige
Norge begynder med noget over 1 100 m.s høide over havfladen.
Fjeldrypen findes op til den største høide, som fjeldene
overhovedet naar.
I høider over 1 000 m. er fjeldenes overflade dækket af ur
fremkommet ved søndersprængning ved frost og forvitring paa
stedet. Der er neppe nogen større nr i disse høider uden
fjeld-ryper.
Fjeldrypen er næst haren og sin flere gange talrigere
slægtning, dalrypen, uden sammenligning landets sterkest
repræsenterede vildtsort.
Kun i de stenurer, der er opstaaede ved sprængning og
forvitring paa stedet, holder fjeldryperne til. Ved foden af høie og
steile fjeldvægge ligger der nedramlede urer; men her nytter det
ikke at søge efter fjeldryper.
De urer, der befinder sig paa det oprindelige leiested, har
ogsaa en forskjellig karakter, der gjør dem skikkede til
opholdssted for fjeldryperne. De enkelte stene ligger her mere som i
lag og ved siden af hverandre, og bestaar oftere af flade heller
af forskjellig tykkelse end af uregelmæssig kantede blokke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
