Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
KlilSTIANS AMT.
Det var hollænderne, som drev fangsten i Norge. Paa
en aaben plet paa høifjeldet grov jægeren en grav, der
dækkedes med torv, som kun ragede saavidt op over jorden,
at jægeren havde udsigt fra graven. Dette kaldtes hytten,
og her holdt jægeren til. Nær hytten sattes ned i jorden 2 eller
8 høie stænger, og fra den øvre ende af dem gik en line paa
trindser. Linen førte ned til hytten. Til linen var bundet ved
fødderne en levende blaa eller hvid due, der ved sin flagren
lokkede falken til; for at gjøre falken yderligere sikker, var til
en anden line fæstet en levende afrettet falk eller en udstoppet
eller udskaaret efterligning af en falk. Den anden ende af linen
gik fra duen ned til et slagnet, der stod paa jorden. For at
falkefængeren kunde vide, naar falken kom, havde han sædvanlig
paa taget af hytten i et bur en levende varsler (lanius excubitor),
en fugl af størrelse som en trost, blaagraa paa ryggen med hvidt
underliv og med lang hale. Denne fugl lader, som mange andre
smaafugle, høre et skrig, naar den ser en rovfugl nærme sig, og
advarer eller varsler derved de øvrige smaafugle om faren. Det
heder, at denne fugl varierer sin stemme saa mærkværdig, at
den øvede falkefænger blot paa dens uro og skrig kan afgjøre,
hvad slags rovfugl der nærmer sig. Saasnart den havde varslet
jægeren, blev den trukket ned i hytten. Er det hele gjort istand
og nettet skjult af græs og lyng, sættes den udstoppede falk i
bevægelse med snoren, og den levende due flagrer, jagtfalken
øiner la.ngt borte det lokkende bytte og kommer nærmere,
vægteren begynder at varsle. Falken styrter sig mod duen, men
linen sættes i bevægelse, og due og falk trækkes hurtig ned i
slagnettet, hvor falken sidder fanpen. Jægeren maatte omhyggelig
passe paa, at falken ikke beskadigede sine vinger og fjær; det
var brugeligt at lægge de nyfangne falke i et eget futteral eller
svøb af grovt tøi, men med særskilt rum for vingerne; hovedet
bedækkedes med en læderhætte, fødderne surredes, falken kunde
ikke røre sig og kunde lægges tilside uden skade.
Falkene fangedes ogsaa med et slags høgebur eller garn,
opstillet paa forskjellig maade, og altid med en due til lokkefugl;
de mindre falke eller spurvehøge fangedes gjerne paa limpinde,
besatte med hestehaarssnarer, og med smaafugle til lokkefugl.
Her i landet fangedes sædvanlig fra august til ud i oktober,
en og anden ogsaa om vaaren. Falkene havde stor værdi, og en
jæger var fornøiet, naar han havde faaet 6-—8 stkr. i løbet af
høsten. Hunnerne var mest eftertragtede, da de er større og
modigere end hannerne. De unge var af størst værdi; havde
høgene i et eller flere aar havt sin frihed, var de vanskelige at
holde ilive og afrette. Bedst var aarsungerne. Prisen for den
uafrettede falk var i vore penge omtrent 20 kr.; var den dres-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
