Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
KlilSTIANS AMT.
brev til kongen. Skjønt Berg var billedhugger, skulde han gjøres
til maler, og han blev sat i lære hos «hofskildreren» eller
historiemaleren paa Fredriksborg slot, Peder Andersen Normand,
maaske en landsmand af Berg. Normand fandt, at Berg kun
gjorde smaa fremskridt, og havde ikke store tanker om hans
kunstnerkald, og Berg selv var vel heller ikke særlig medgjørlig. Han
fik senere anledning til at opholde sig i Italien og Frankrige i
henved tre aar og blev ved hjemkomsten ansat som Peder
Andersens eftermand som hofskildrer med 400 rdlr. aarlig løn.
Først efter Kristian V’s død, da han halvt om halvt faldt i
unaade, kastede han sig for alvor over kunsten at skjære ud i
træ og elfenben. I dette fag vandt han snart et stort ry, og i
1722 kom han paa en badereise til Pyrmont til forskjellige lande
og blev hædret som en af sin tids største kunstnere; flere fyrster
gjorde ham smigrende tilbud for at faa ham i sin tjeneste. Men
Magnus Berg forblev i Danmark indtil sin død i aaret 1739.
Af hans elfenbensbilleder i relief findes der paa Rosenborg
slot 38 stykker, navnlig bibelske og allegoriske fremstillinger.
Den mest fremtrædende plads af disse indtager hans urne, «Van
dets element». Han skal have arbeidet paa den i 12—14 aar,
og den blev efter hans død sammensat af den indkaldte tyske
hofmaler J. S. Wahl. Til hans bedre arbeider hører «Petrus og
tjenestepigen» og «Hyrdernes tilbedelse».
Træskjærere. Skjaak og Lom har fra gammel tid havt de
bedste træskjærere og kunsthaandverkere. Træskjærerkunsten
var, kanske næst vævningen, det kunsthaandverk, som stod
høiest i Gudbrandsdalen. I det 17de og begyndelsen af det
18de aarh. udviklede den sig til den stedegne doleskurd.
Det var mest i Skjaak, at «døleskurden »,«krillkroten», blomstrede,
og mange af arbeiderne fra Skjaak og Lom blev mønstre for
Gudbrandsdalen. Træskjærerkunsten voksede frodig i de
bygder, som laa mest afsides.
Nedenfor nævnes en del af de træskjærere, som er omtalt af
professor J. Meyer og Ivar Kleiven.
Skjaak-Ola er efter bygdetraditionen den første træskjærer,
der anvendte den egentlige døleskurd. De arbeider, som
tilskrives ham, og hvoraf flere bevislig tilhører det 18de aarh.s
første halvdel, har en indbyrdes adskillig afvigende karakter og
synes ikke at være skaaret af samme mand.
Der har vistnok været to kunstnere ved navn Skjaak-Ola.
Først den ældre, antagelig død før 1744, og en yngre
Skjaak-Ola, kaldt Teigeroev, begge dygtige træskjærere. Skjaak-Ola den
ældre har iudredet sin gaard Skjaak, og stuen staar endnu.
Ro-skabet paa Røiseim er det ældste af hans kjendte arbeider.
Hængeskab paa Galde, dateret 1732, tilskrives den samme haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
