Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEFOLKNING.
329
naaden bliver naturen forandret og forbedret; samme viser sig
og kraftigen paa mange iblandt os, og Gud opvækker Abraham
børn endog af disse og iblandt disse stene.»
,/. Chr. Berg, der har udgivet «Valdresia» («Budstikken® 1821),
ytrer, at forfatteren mener vel en forbedret undervisning; thi
uden denne vil det, theologerne fordum kaldte «naaden», intet
udrette.
Ruge omtaler de umanerlig store og lange brylluper og
lig-begjængelser samt ødselhed derimellem, især i julen; der er en
alarm, støien, tumult, intet at tale om, at den ene gaar til den
anden at drikke, da hoben undertiden bliver temmelig stor,
hvormed de ret viser sig elskere af deres forfædres omgangsdrikken
eller hvirfings-drokkjør (kvervingsdrykkja). Dog er dette ei gjængs
allesteds, maaske Vang hovedsogn herudi er mest gammelnorsk.
Kraft omtaler i 1822, at oplysningen var bedre, end man
skulde vente i en saa afsides liggende fjeldbygd, hvor mange
hindringer af naturen lægges i veien forskolevæsenet; men
fjeld-bondens medfødte videlyst og en vis opvakthed og vivacitet, som
udgjør et karaktertræk hos valdresen, kommer disse hindringer
imøde. De fleste lærer nu at skrive, og det er kun mangel paa
bøger, der gjør, at de mangler de kundskaber, som de, naar
leilighed gaves, vilde tilegne sig med største lyst.
Th. Kjerulf har («Nytaarsgaven 1861) omtalt befolkningen i
dalene i det midtre Norge.
Forskjellen er kortest denne: «Naar de har gode stunder
allesammen, saa lægger telemarkingen sin øks og digter stev, men
hallingen stikker kniven fast ned i sliren og sprætter op og danser,
medens valdresen tager sig en rask motion ved at slaaes; men
numedølen hænger skræppen paa væg og giver sig lil at smede
syljer, og gudbrandsdølen tager en liden kop og gaar ud i bakken
og samler den sidste vanddraabe, som silrer under stenen, og
skvætter den paa agersnippen.»
Om Valdres heder det: «Du ved turnernes dyder begynder
alle med f, turneren er frisk i skind og fri i sind, han er frisk,
fri, from, freidig, først. De valdreske særmærker synes alle at
begynde med 1. Han er laus, le’ug, letvindt, letsinna, listig og
livlig. Hvor kulden og vinden ikke stivner ham og gjør ham
knortet som en fjeldbirk, der gaar han særdeles laus omkring,
let i skindbroken, ledig med næverne i lommen; eller han sidder
ligesaa laus og ledig paa krakken ved peisen, tilbringende tiden
med åt spytte mellem tænderne altid længer og længer ud paa
gulvet. Letvindt skal alting være. Farer du bygdevei
gaard-imellem, saa ser du den ene grind lukket mere letvindt end den
anden. Her ser du almindelig trælaas, her ser du vidje og pind
til at vride ind mellem grindstængerne, her ser du vidje og tap
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
