Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOMMUNIKATIONSMIDLER.
4 i 7
været noget dyrere end Gudbrandsdalsruten, men paa
præstegaar-dene var det ligesaa dyrt som i de dyreste værtshuse paa landet.
I enkelte herberger, som f. eks. Tofte i Gudbrandsdalen, havde
de reisende endnu ved aar 1640 kun at betale for øl; hus og
mad ydedes uden betaling.
Det var i ældre tid forbundet med store besværligheder at
reise i Norge. Skulde man om sommeren reise fra Kristiania til
Bergen eller Trondhjem, foretrak man oftest at reise sjøveien,
om end denne medførte ulemper som den at blive liggende
veir-fast i en udhavn i uger. En saadan sjøreises strabadser var ringe
mod vanskelighederne over land; der krævedes god helse og
praktisk færdighed til at klare sig i en snever vending. Da
generalveimesterembedet oprettedes, var et kjøreredskab som en
stolkjærre en ukjendt luksus i dalene; hjulredskaber blev kun
benyttede i byerne og hist og her i flad bygderne; man havde ikke
veie, hvorpaa de kunde benyttes. Reiser mellem Kristiania og
Bergen eller mellem Kristiania og Trondhjem kunde alene ske paa
hesteryggen; enkelte steder kunde man ro op- eller nedad en elv eller
en indsjø. Bagagen maatte bæres i kløv. De gamle veistykker i
Lærdal og Valdres, Gudbrandsdalen og Opdal var tildels farlige.
Man maatte forstaa at bruge syl og rem, saa man kunde bøde
sit ridetøi, naar det gik i stykker. «Koss raisande kar e du daa,
som inki har raim aa syl?» sagde en halling til Gyldenløve, da
denne paa sin færd fra Hardanger til Hallingdal havde sprængt
hestens sadelgjord og ikke selv kunde bøde skaden.
Fra Kristian den femtes reise 1685 omtales, at først fra Tofte
begynder fjeldet, og man havde vel næsten en time at ride, for
man ret kom op paa fjeldet, hvor veien dog var temmelig god
o g farbar. Oppaa fjeldet gik en ubanet og næsten ukjendelig
vei, som var besat med pæle (det vil sige opstaket), til Fokstuen;
derfra op til Hjerkinn var veien forsaavidt jevn, at der ingen
klipper var at passere over, men den var dog fukl af sten og
meget ubekvem at ride paa. Fra Hjerkinn til Hullet var ei heller
nogen synderlig klippe at passere, men en hel blød og myret vei;
fra Hullet og til Drivstuen over Vaarstien begynder det værste.
Hestene maatte, heder det, hoppe fra kanten af en klippe paa en
anden, og somme steder var saa smalt, at en hest neppe kunde
komme frem. Derpaa fulgte et høit bjerg, hvor man paa en haand
havde det forfærdelige fjeld og paa den anden side en præcipice,
hvor en stor elv løb i afgrunden, og veien, som var indhuggen
paa kanten langs opad bjerget, var saa smal, at en hest neppe
uden fare kunde passere en anden. Naar man var kommen op
paa høiden, maatte man paa samme maade ned igjen. Somme
steder var det saa stygt at ride, at hesten satte sig paa rumpen og
gled ned. Naar man skulde opad igjen, fik rytteren staa af, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
