Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORIE.
r, 21
at lade skotterne lande her. Maaske er sagnet om skotternes
vandring rundt Isfjorden opbygget om navnet Skothammeren.
Der er flere grunde, som gjør beretningen om skotternes
vandring rundt fjorden meget tvilsom. Vandringen synes i og
for sig lidet rimelig, og der er ingen samtidig beretning. Allerede
den 26de august var skotterne ved Kringen, efterat de var ankommet
til landet den 19de eller 20de, saa de har marscheret hurtig.
Dernæst er det sikkert, at skotterne var paa Setnes, hvor de tog
solvtøi, men Setnes ligger paa samme side af Rauma som Veblungsnes,
og det synes da rimeligt, at de har landet paa den side af Rauma,
hvor Veblungsnes og Setnes ligger.
Sagnet lader Peder Klungnes faa anledning til at give sin
tjenestepige et brev eller en budstikke, hvori han underrettede
om fiendens komme og opfordrede til at gribe til vaaben.
Tjenestepigen lagde brevet i sin ene strømpe, klædte sig ud som betlerske
og slåp forbi den skotske vagt. Hun roede ind til Veblungsnes
med brevet eller budstikken, som derfra blev sendt videre. 1 1612
fandtes der neppe en skrivekyndig bonde i Romsdalen, saa noget
brev har Peder Klungnes neppe skrevet.
De første gaardbrugere i Romsdalen, som vides at have lært
sine børn at læse, var mændene paa Øfstedal i Vestnes i 1730,
mere end 100 aar efter 1612.
Heller ikke hvad sagnet har opbevaret om skotternes færd i
Romsdalen, tyder paa, at de har faret voldsomt frem til leietropper
at være; der fortælles, at de huggede til en hund og ødelagde
nogle sengklæder. Det er vistnok Edvard Storms vise, som har
fremkaldt rygtet om, at de brændte, hvor de för frem.
Sagnet lader Sinclair have med sig en veirløber eller «støver»;
andre kalder ham en «veirkalv», andre en «vildtyrk» eller
«tryntyrk», der «som en jagthund kunde opdage fienden». Det tykke
af hans ben var borttaget, forat han kunde løbe lettere. Denne
«veirløber» blev skudt paa gaarden Odegaarden med en «hornkreik»
(staalbue) i en hampeager. Veirløberen havde i en melkebod
drukket melk, og skuddet strakte ham til jorden, saa melken
«sprøitede ud af ham». En lignende «vildtyrk» blev skudt i
Romsdalen. Sagnet siger, at disse «vildtyrker» var farlige
speidere. Provsten Krag mener, at disse «veirlobere» ikke har været
andet end sporhunde, hvilket synes rimeligt, da den, der blev
skudt paa Ødegaarden, løb om paa ageren og gjøede.
Imidlertid kan det være, at sagnet om disse løbere, veirkalve,
tyrkere har en meget ældre kilde. Der er et sagn om Karlsevne
at han havde to skotske løbere, og der er et skotsk sagnvæsen
watercalf, der løb fabelagtig hurtig, og det tør nok hænde, at
veirkalv er en forvanskning af dette ord (Nansen, «Nord i
Taake-heimen», pag. 258).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
