Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
616 NEDENES AMT.
Moir ’ennis sette a naal i veggjen, o so laidde ’u gjenta so
lengje att o fram, ti ’u kunne finne naalæ sjov. So sille nog
friaren sjaa, at ’u inkje va dimm-synde.
Daa friaren kom, sette da ’an upp mæ bori ti o ete. Dai ha
sett fram tvo feskne (ferske) osta paa a staup.
So ropa Moiræ paa gjenta, at ’u sille take hit den naalæ,
sum sto i veggjen.
De va tett innmæ sum friaren sat, so ’u gjekk innmæ
bori. — Hu gjekk baint ti Naalæ, for ’u visste, kor ’u sto.
Men daa ’u kom mitte fyre bori o skjimta ostann, slo ’u ti
da og sa: Kjess, din Sattan! — so da rulla ne.
So rymde friaren o kom der alli mai. O inkje kom der
flai helle.
Sagn om sølvgruber.
Sagnet siger, at eieren af gaarden Homme fandt en
sølvgrube i skogen; han drev den hemmelig af frygt for, at kongen
skulde tage den.
Da Egelands værk blev anlagt i 1707, og da intet jernværk
maatte findes i sølvværks nærhed, fik værkets eier manden paa
Homme til mod vederlag at styrte gruben igjen. Lignende sagn
knytter sig til gaardene Lunde i Holt, Aas og Songedal i
Vegaarsheien. Ved en saadan grube i Gjerstad sogn var der
faldt træer over aabniugen, men en pige saa ind i gruben
gjennem en revne og saa sølvet, som «hang lig istapper under berget».
Sagnet om Grettir er optegnet i Setesdalen i Bygland af Ivar
Aasen i 1843, af Storaker i 1871 og af Johannes Skar i 1875.
Men disse sagn om Grettir er ikke uafhængige af Grettis saga,
men er kommet ind i dalen fra sagaen, hvilket er paavist af
professor Gustav Storm. Han mener, at det norske sagn stammer
fra Jens Wolffs «Norrigia illustrata», der udkom i 1651, og at en
af præsterne fra det 18de aarhundrede er sagnets kilde.
Klædedragt. Den setesdalske dragt er høist eiendommelig,
og den vækker opsigt, naar setesdølerne kommer til bygder, hvor
man ikke er vant til at se den.
Kvindernes dragt er baade eiendommelig og vakker.
Mændenes dragt har været underkastet omskiftelser, medens
kvindedragten har holdt sig temmelig uforandret længe.
Dragten eller dragterne i Setesdalen er omtalt allerede af
Gjellebøl fra omkring 1780, videre af P. M. Søegaard, Y. Nielsen,
C. W. Bieck, P. Blom, C. Arbo og flere.
Eilert Sundt gjør i sin bog om husfliden i Norge den
bemærkning, at byerne Kristiansand og Arendal faar sine klædeskikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
