Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HISTORIK. 161
ceremonier, at udrydde aabenbare laster blandt lægfolket og at
forbedre præsternes stilling». Disse vedtægter fik kongelig
stadfæstelse; men det varede dog en god stund, før reformerne kunde
træde i kraft.
Kapitlet blev i 1574 gjenoprettet, og som stiftets kirkelige
domstol havde dette at dømme i alle sager vedkommende
geistligheden og religionen (deriblandt indbefattet ægteskabssager). Om
tiendeydelsen havde regjeringen resolveret, at «bondeluten
herefter skulde tilfalde de fattige skoledegne i Stavanger og det
derværende hospital. Men herimod reiste der sig almindelig uvilje
i stiftet.
Bønderne i Stavanger len flk beholde «bondeluten hjemme
i bygden for sine fattiges ophold, hvorimod de skulde betale 1
spand (Vs skjæppe) korn af hvert «mandsværk» til skolen og
hospitalet (det saakaldte degnespand!.
Ogsaa Listers og Midsyssels almue gik et par aar efter ind
herpaa, men først i 1592 — eller 21 aar efter Jørgen Erikssons
komme til Stavanger bispestol — vedtog Nedenes almue at
udrede «degnespandet; . Raabygdelagets befolkning forblev imidlertid
døv for alle forestillinger. I sine bestræbelser for at faa bønderne
til at udrede den skyldige tiende havde Jørgen en trofast
medhjælp i den lærde Undalspræst Peder Claussøn Friis.
Jørgen Erikssons virksomhed var en uafbrudt kamp mod en
selvraadig befolkning, der gjerne brød al kirkelig orden og skik.
Han blev undsagt paa livet, og bønderne mødte fulde op i kirken,
naar han kom til dem paa visitats.
Etsteds paa Agdesiden kaldte mau, mod superintendentens
vilje, en bonde til sin sjælesørger, og der maatte strenge
kongebud til for at faa ham væk.
Bønderne paa Agdesiden klagede i 1603 over sin lensherre
Peder Grubbe til Aalstrup, fordi denne indkrævede den forhøiede
ledingsafgift, samt fordi han efter eget tykke inddrev udredsler
hos bønderne. Kongen gav dem medhold i noget, men ikke i alt.
Bønderne klagede til herredagen i Bergen over forskjellige
forseelser, hvori lensherren havde gjort sig skyldig, og denDe, som
troede, at den bekjendte Undalspræst Peder Claussøn Friis stod
bag bevægelsen, søgte at komme ham tillivs ved at indgive
klager over ham for mislig embedsførsel, for drab og anstiftelse
* af mytteri m. m. Peder Claussøn blev imidlertid frifunden for
lensherrens anklage, men denne flk paa sin side medhold i den
maade, hvorpaa han havde varetaget den kongelige kasses tarv.
Det følgende aar blev han dog fjernet fra sine len, nærmest
vistnok paa grund af de oplysninger, som under sagerne fremkom
mod ham, og som ingenlunde talte til hans fordel.
Efter Kalmarkrigen 1611—13 blev distrikterne, som havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
