Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trængselsaarene 1807— 14 var skolevæsenet i stiftet
kommet i forfald, og der føres i denne tid sterke
klager over «det dybe vankundigheds mørke, der
i lige skridt med sedernes fordærvelse efter
religionens og skolernes fald mere og mere har taget
overhaand". Prost Deinboll, som i 1821 var
stortingsmand for Finmarken, foreslog da oprettelse
av et seminar for Nordlands og Finmarkens
amter, hvor der kunde utdannes lærere for disse
landsdeler. Vedkommende stortingskomité
anbefalte forslaget, og 9 august 1821 besluttet
stortinget at indtægtene av seminarii Lapponici fond
skulde anvendes til oprettelse av et saadant
seminar. Man anla det imidlertid ikke i Tromsø, men
— efter biskop Kroghs forslag — paa Trondenes,
hvor der ogsaa var en skolebygning — rigtignok
200 aar gammel —, som i det mindste for en
tid kunde anvendes som lokale. Sognepresten
skulde være bestyrer, og der ansattes en
andenlærer, som var kyndig i det finske sprog.
Seminaret begyndte sin virksomhet 7 februar
1826, med 2 elever. I 1829 dimittertes de
første elever, 3 i tallet. Forholdene var i alle
henseender særdeles vanskelige. Lokalet var yderst
mangelfuldt; der var kun ett værelse forbeholdt
skolen. Ovenpaa var et takkammer, hvor
elevenes matkister var anbragt i midten; paa sidene
hadde elevene sine soverum. Om vinteren føk
sneen ofte ind og maatte skuffes ut, og om
natten maatte elevene kjæmpe med rotter. Presten
var ofte ved embedsforretninger hindret fra at
undervise, og skolen kunde saaledes mangle de
til den daglige undervisning nødvendige
lærerkræfter. Da det vakte misnøie at de lærere som
utgik fra seminaret, ikke hadde faat ordentlig
undervisning i sang, blev elevene senere i enkelte
timer øvet i at spille koraler paa „glasharmonika“,
og da biskop Kjerschow i 1833 forærte skolen et
salmodikon med koralbok, forfærdiget elevene sig
selv dette instrument.
Den praktiske undervisning var længe
mangelfuld, som følge av at der gjennem adskillig tid
ingen fast skole var paa stedet.
I 1836 blev seminaret utvidet, saa der skulde
kunne optages 20 elever, hvorav saavidt mulig 4
skulde kunne tale det lappiske sprog. Der blev
ogsaa ansat en tredjelærer, og da den gamle
bygning ikke kunde paabygges, maatte der opføres et
nyt lokale for skolen. Men ogsaa det nye lokale
var mangelfuldt, og undervisningen led ved den
avskyelige konsert hvormed en hærskare av rotter
jevnlig opvartet. Til hinder for fremgangen var
det ogsaa at elevene blev optat alene efter prestenes
vidnesbyrd, uten optagelsesprøve; paa grund av
de store avstande kunde de ikke fremmøte til
samme tid. Det kunde ogsaa hænde at elevene
til indkjøp av levnetsmidler maatte foreta reiser
og være fraværende fra skolen i flere dage.
Forholdene i det hele og særlig boligforholdene
bevæget i 1845 bestyreren, sogneprest Müller, til
at foreslaa at seminaret skulde flyttes til Tromsø.
Imidlertid nærte biskop og stiftamtmand frygt for
at elever ved byopholdet skulde tape lysten til at
bli lærere paa landet og foretrække andre
livsstillinger. Imidlertid foretok paa kirkedepartementets
opfordring bestyreren av Klæbu seminar, prost
Darre, i 1847 en reise til Trondenes og Tromsø
for at undersøke forholdene og levere forslag til
seminarets hensigtsmæssige reorganisation,
hvorpaa departementet efter mange betænkeligheter
tiltraadte prost Darres forslag om flytning til
Tromsø. Her begyndte da undervisningen 10
oktober 1848, foreløbig i et leiet lokale, da
myndighetene fremdeles — ogsaa paa grund av de
raadende religiøse forhold — nærte betænkeligheter
ved at fastslaa at skolen skulde være paa Tromsø.
Imidlertid bevilget stortinget 1862—63 de
fornødne midler til indkjøp av tomt og opførelse
av nye bygninger. Det hele byggeforetagende
var færdig ved utgangen av 1867. Skolen erholdt
da tilstrækkelige rum baade til undervisningen og
til internat. Den praktiske undervisning fik nu
ved overenskomst med Tromsø kommune en fast
ordning. Da senere denne overenskomst blev
opsagt av kommunen, maatte seminaret — i
september 1884 — oprette en egen øvelsesskole,
hvortil der maatte skaffes lokale; da der
efterhaanden ogsaa trængtes flere klasseværelser baade
for seminaret og øvelsesskolen, blev internatet
ophævet i 1892, og dets lokaler anvendt til skolerum.
Med skolen er for tiden forenet et kursus for
smaaskolelærere.
Undervisningen foregik i den første tid efter
en for denne skole særskilt utfærdiget plan, med
28 ukentlige timer. Av fagene hadde
kristendomskundskap og norsk det største timetal, hvortil kom
en del timer, sedvanlig 4, om uken for de elever
som læste lappisk. Fra 1849 kom
anskuelsesøvelser med i fagkredsen, fra 1860 naturkundskap
og fra 1862 gymnastik. Lappisk ophørte i 1866
at være undervisningsfag, men blev atter optat
i fagkredsen i 1870; hertil kom undervisning i
kvænsk. Undervisningen i disse sprog ophørte
i 1905 og 1906. Forøvrig har ordningen i det
hele været som ved de andre seminarer.
Elevenes antal var oprindelig bestemt til 9,
1 fra hvert prosti i Nordlandene og Finmarken,
undtagen Øst- og Vestfinmarkens prostier, som
skulde avgi hvert 2 elever aarlig, nemlig 1 av
de derboende norske familier og 1 av finnene.
Disse elever erholdt, foruten de nødvendige
reisepenger til og fra seminaret, 50 spd. aarlig til
hjælp under opholdet ved seminaret. Desuten
blev andre elever som vilde søke seminaret paa
egen bekostning, optat — forsaavidt som hensynet
til undervisningen tillot det. Resolutionen av
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
