Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. II. Kort Omrids af Fonetiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
østlandske Øren som det østlandske sammensatte, f. Ex. i Navnet
Ber’gen. [[** toneaksent]] Det bergenske Tostavelsestonelag har det eiendommelige,
at det i første Stavelse gaar opad et Par Toner istedenfor nedad,
men det samme musikalske Princip ligger ogsaa her til Grund.
Sidste Stavelse klinger omtrent som det østlandske
Enstavelsestonelag; Stemmen falder altsaa pludselig et Par Toner under
Begyndelsestonen og ender med et Opsving til den afsluttende Grundtone.
Dette Opsving er mere eller mindre udviklet efter Bitrykkets Styrke
eller Udtrykkets Beskaffenhed, og kan ogsaa indskrænkes til én Tone.
Det sydvestnorske Tonelag klinger meget forskjelligt fra
det bergenske. I det enkelte Tonelag er Høitone meget
fremtrædende, saaledes i Bynavnene Stȧvȧŋ’ŋər, Kristiȧnsȧnn’. [[** tone begge]] I den
sidstnævnte By har man endog en liden Tilnærmelse til den danske
Stødtone, idet Stemmen et Øieblik faar en pludselig Forstærkning,
men uden den paafølgende stærke Svækkelse, som er saa
paafaldende i Dansk. Tostavelsestonen er i første Stavelse langsomt
opadglidende gjennem et ganske lidet Interval (1 Tone og mindre);
ja den synes endog tildels næsten monoton. Den er saaledes
beslægtet med den bergenske, men er især i Stavanger mere slæbende.
Slutningstonen er væsentlig enkelt, i Stav. omtrent to Toner høiere
end Begyndelsestonen, i Kr.sand maaske ikke fuldt saa høi. Det
Kristianssandske er kortere og rappere, noget mindre slæbende end
det Stavangerske.
Det nordlandske Tonelag har ikke ubetydelig Lighed med
det sydvestlige, men klinger, som allerede bemærket under
„Tonefald“, endnu mere ensformigt. Høitone synes at blive mere
fremherskende, eftersom man kommer længer nord. I det Finmarkske er
endog Adskillelsen imellem de to Tonelag saa svag, at den for
fremmede Øren er næsten uhørlig, skjønt for Indfødte fuldkommen
kjendelig. I Tromsø synes Forskjellen væsentlig at bestaa i, at det
sammensatte har et hurtigt Forslag foran Høitonen. [1] Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
