Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - A. Konsonanter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
6. ᶇ.
ᶇ, palatalt eller mouilleret n, er et n dannet med Tungen
i j-Stilling, eller rettere, n-Dannelsen er trukket tilbage fra
Stillingen: Tungespids mod Tænder til Stillingen: Fortunge mod
Forgane. Det er den samme Lyd, som findes i de romanske og slaviske
Sprog, f. Ex. ital. signore Herre, campagna Land, spansk señor.
russisk ᶁeᶇ Dag, polsk kǫᶇ Hest. Lyden opstaar i Norsk især af
nn og rn, tilhører som de andre Forganelyd især Nordenfjeldsk og
Oplandsk, men har efterladt sig Spor nedover hele Østlandet. Til
nn regnes n foran d, t og s. Oldn. rn blev allerede i 14de Aarh.
ofte til nn (honn Horn, konn Korn), skjønt ikke gjennemført (se
ovenfor under r og ṇ); dette nn blev da behandlet som ellers,
altsaa udtalt med Ganelyd der, hvor denne ellers findes.
Forholdet stiller sig i de forskjellige Landsdele omtrent
som ved ᶅ. Saaledes heder det alm. nordenfjeldsk maᶇᶇ; særlig
fuldkommen har Mouilleringen forekommet mig i Namdalen; i S.
Trdh. maaske nærmere maᶇn. I Gbr. maᶇᶇ Lesja, mȧⁱᶇn Lom,
Øier, męⁱᶇn Vaage, męⁱᶇn eller mæⁱᶇn Resten af Gbr. og Vestsiden
af Mjøsen. I Østerd. maᶇᶇ (nær ȧ) Tolgen; [1] i Tønset svagere
Mouillering og en lignende Vaklen som ved ȧᶅl, saa at f. Ex.
fȧƫtimȧᶇn er den gamle og ægte Udtale, fattimann den finere; ofte
svæver Udtaler mellem begge. I Rend., hele S. Østerd. og Hedm.
heder det afgjort mȧᶇn, hȧᶇn, fȧᶇn, ȧᶇnə Anne, sȧᶇt, fȧᶇt, dȧᶇsə,
hȧᶇskə; nogle Steder med Tilnærmelse til ä, saaledes S. Hedm.
(Stange).
I Solør findes endnu svag Mouillering af Konsonanten,
medens Vokalen er gaaet over til det der alm. dybe a: maᶇn Vaaler,
Aasnæs, Hof, Grue. Dog er der ældre palatal Farvning: hænskə,
gænskə Aasn., Hof, Grue. I Brandvold findes endnu Erindringen
om männ, pännə osv. som forældet Udtale, saaledes i Remsen:
käriŋa [[** k-cr.-t.]] tok pänna å hlü mä’n [[** ä-makron tone]] i skä’l’n, [[** ä-makron tone+apostrof]] så də skräpp i skälla på män’na [[** tone]]
(Kjærringen tog Panden og slog Manden i Skallen, saa at det knak
osv.), meddelt af Am. Larsen; efter ham findes denne Udtale endnu
bevaret i enkelte afsides Grender. Ligeledes findes Udtalen männ,
hänn, känn endnu bevaret paa Jævnaker, Ringerike og Modum. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
