Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En jutul i Selbu, av Amund B. Larsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Hvad er det for slags mand som kommer der nu da?“ hørte jeg
ham spørge, da jeg stak hovedet op ganske i deres nærhed. „Jo, det
er en stjernekiger det“, sagde Lars. „Ja, jeg kunde næsten forstå det
og, at de snart måtte komme nu, for det er blit mindre og mindre av
stjernerne, har det forekommet mig, eftersom tiden har gåt, nu udover.
Det er vel omtrent 20 år nu, siden jeg mødte tre stjernekigere på
Stjørdalsskogen engang, som det var bortkommet en stjerne for. De
spurgte jo mig også, om jeg havde lagt mærke til nogen stjerne i
Selbu, men nei, svared jeg, der var vist ingen stjerne at finde, men
de måtte drage avsted østover til Merakerfjeldene, så kunde det hænde
de fandt den. Men om de har fundet den eller ikke, har jeg ikke hørt
noget om siden. For det blev nu ikke så meget gjort heller med dem
da, skal jeg sige dig, for de lå for det meste stille nede i dalene og
sølede og drak, de. Men nu, siden krigen var, har de ikke så ofte
været her oppe, for nu følger de lufttrykket. De er i balloner, og
så følger de skyernes fart ude i ørkenen. De finder dem oftere der,
for det er klar himmel uafladelig der ude“.
„Ja, der er meget ude i udlandene, som er anderledes end vi er
vante til at have det her oppe i Selbu“, sagde Lars. „Ja“, sagde
Jon; „der var nogle stjørdalinger, som kom fra Amerika. De fortalte,
at de havde været så langt nord i landet der, der hvor der ikke havde
været folk før. Først kom de gjennem en skog, og i den var det en
kirke, som det var rent igjenvokset omkring, og indeni var den fuld
av våben, både sabler og gehæng og messingtrommer, så der måtte
have været krig der én gang i tiden. Og så var de komne til en
stor slette, og der var græsset så høit at det stod langt over hovedet
på dem. Når veiret var stille, var det akkurat som om man ser
bortover sjøen her, så blankt og pent var det. Men når der kom
vindstød, blev der slige bølger, at de måtte hugge sig fast i græsset med
hænderne for ikke at drives tilbage.
Tre hundrede mil reiste de; og ni år holdt de på, førend de
kom gjennem uføret (?). Somme tider arbeidede de i byerne for at
tjene sig noget at reise for, og somme steds var folkene så snilde mod
dem at de skydsede dem for ingen ting en hundrede mil eller
deromkring. Men så, da de kom længst i nord der, der voksede risengrynen
på trær så store som de største grantrær kan være øst i Sondalslien,
og henne under de største trær lå der risengryn så tykt, at de vadede
i den op til knærne. Men værst oprådde var de for at få malet
grynen; men da de var her i Selbu, så kjøbte de med sig fem par
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
