232 (Norvegia - Tidskrift for det norske folks maal og minder / II Bind)

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Røildalskirkjo, optegnet af Ivar Aasen. - Roparen, optegnet av Ivar Aasen.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Eigaang va da tvo Grannar, so va ut paa Røildalsvatne aa skù [[** vel ingen r deretter?]]
fiska, aa so kom dei te snakka um Dukjen; daa sa den eine, at
han trudd’ ikje meir paa da; eld’ at han skulde no fiska Tosk i
Vatne. Men daa hænde da, at dan fy’sste [[** tone]] Fisk han fek i Vatne,
da va ein Tosk. Ei onnor Gaang va da tvo Mann, so heldt paa
aa flo ei Kyr, so dei hadde slagta, aa dei kom òg te snakka um
Dukjen i Kirkjo. Daa sa dan eine, at han trudd’ ikje meir paa
da, eld’ at Kyræ sku risa, itte ho va fleiæ [1]. Men daa hænde da
òg, at Kyræ reis aa sto paa Føt’na, itte dei va aavskòrne. Dei
ha sagt, at dar sku hanga ein Kyrafot aa ett Fiskabein i Kirkjo, aa
da ska vèra taa dan Kyræ aa dan Toskjen, so me no ha fortalt taa.

Sagnet om „Røldalskrossen” og svededuken er oftere meddelt i
litteraturen; således hos A. Faye, Norske Folkesagn², s. 230, Vibe, Søndre
Bergenhus Amt, s. 214; Th. S. Faukenæs, Natur, Folkeliv og Folketro i Hardanger
X (Røldal), s. 320 ff., 326 ff., 343 ff.; bedst hos L. Daae, Norske Bygdesagn
I², s. 1 ff. Den sidste natlige helbredelsesgudstjeneste fandt sted i 1840 (ikke
i 1835, som det heter hos Daae og Vibe), se Moltke Moe i det Letterstedtske
Nordisk Tidsskrift 1882, s. 587 f.

Av fortællingen om torskefangsten i Røldalsvandet og om den slagtede
ko findes en variant hos L. Daae, s. 4. [M. M.]

Boparen.

Optegnet av Ivar Aasen omkr. 1845. Fra Gudbrandsdalen.

Dær æ nògo, som døm kælla Roparen, som held se i Markom
aa paa Bergom, aa læt saa orimelè stygt, at ’en kænn skræme
Folk aav mæ Vete, nær ’en tæk te paa dæ fælaste. Some mæna
dæ, at dæ ska vèra inkor Fuglen, paa Lag som ein Bergulv elde
Hubror, aa dæ æ naa rimelegast au; men hellest ha døm trutt, at
dæ sku vèra nògo, som bli te ette Bon som æ fødde i Dulsmaal;
dærfere ha døm sagt, at ’en sku seia: „Mor sette me millom
Bork aa Tre. He, he, he!“ Men anten d’ æ naa dæ eine eld’
dæ andre, saa æ dæ kallè te høir ’en, nær ’en læt paa dæ
styggaste. Sometie skrik aa yl ’en, som dæ vòre Folk som ha treft
inkor Olykka; sometie skratta aa læg ’en, som du sku høirt ein Flokk
mæ Gute, nær døm held paa draagaast aa yte korandre utfor
Veigen, elde anna slikt Fanteri, som døm kænn faaraa mæ. Saa
yl ’en att; saa gjæl ’en som ein Haanaa, saa kneggje ’n som ein
Gamp, saa brækje ’n som ei Gjeit, aa alt saamaa saa fælt, at dæ
maa vèra ein hærug Kar som ikje ska tykje at ’en kolna, nær ’en
høire dæ.

Utboren eller utburen (gln. útburðr) kaldes i Gudbrandsdalen og
Østerdalen ropar, roper. Troen på dette væsen har været vidt utbredt,

[1] flådd.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Sun Dec 10 21:13:06 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/norvegia08/2/0250.html

		Norvegia - Tidskrift for det norske folks maal og minder / II Bind / 232 (1908) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|