Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. En Brudenat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esmeraldas Dolk og Gjedens Horn stod
imidlertid stadig i ^forsvarsstilling.
»Jomfru Esmeralda,« sa Digteren, »la os
Blutte Fred. Jeg er ikke Retsskriver og vil ikka
chikanere Jer, fordi I saadan bærer Dolk i Paris
tiltrods for Byfogdens Forordninger og Forbud.
Jeg sværger Jer til ved min Andel i Paradis, at
jeg ikke skal komme Jer nær imod Eders Vilje,
men gi mig saa noget Aftensmad.«
Zigøinersken svarede ikke. Hun gjorde sin
lille haanlige Grimase, kneisede med Hodet som
en Fugl og brast derpaa i Latter. Den lille
Dolk forsvandt, som den var kommet, uden at
Gringoire kunde opdage, hvor Bien skjulte sin
Braad.
Et Øieblik efter var der et Rugbrød, en
Skive Flesk, nogle rynkede Æbler og et Krus
01 paa Bordet. Gringoire tog ivrig for sig af
Retterne. Naar man hørte, hvor voldsomt han3
Jerngaffel klirrede imod hans Tallerken, maatte
man tro, at hele hans Forelskelse havde
forvandlet sig til Madlyst.
Den unge Pige, som sad lige overfor ham,
saa taus paa, at han gjorde sig tilgode,
aabenbart optat af andre Tanker, som af og til fik
hende til at smile, mens hendes fine Haand
kjærtegnede Gjedens kloge Plode, der trykkede
sig op imellem hendes Knær.
Et gult Vokslys oplyste denne Scene af
Graadighed og Drømmeri.
Da Gringoire saa nogenlunde havde faat sin
Maves Knurren til at forstumme, følte han
imidlertid en vis falsk Undseelse over, at han ikke
havde levnet mere end et Æble. »Skal I ikke
spise, Jomfru Esmeralda?«
Hun rystede bare paa Hodet til Svar og
fæstede atter sit tankefulde Blik paa Værelsets
kwUvecU
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
