Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Notre-Dame Kirkens Sjæl - XVI. Hunden og dens Herre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— J08 —
Notre-D&me. Saa, sa Naboerne, kom der noget
fantastisk, noget overnaturligt og gruopvækkende
over bele Kirken; Øine og Munde aabnede sig
hist og her, man hørte Hundene og Lindormene
og alle de andre Uhyrer af Sten, som holde?
Vagt omkring den umaadelige Domkirke ved
Nat og Dag med strakte Halse og gabende Svælg,
gjø og tude. Og var det en Julenat, naar den
store Klokke, som syntea at ralle, kaldte de
Troende til Midnatsmessen, saa var der et
saadant Præg over den skumle Façade, at man
syntes, at den store Portal slugte Mængden, og
at Vindusrosen saa paa det. Og alt dette
hidrørte fra Quasimodo. Ægypterne vilde ha anset
ham for dette Tempels Gud; i Middelalderen
troede man, han var dets Dæmon, han var det?
Sjæl.
XVI.
Hunden og dens Herre.
Der var ét menneskeligt Væsen, som var
andtat fra det Had og den Ondskab, Quasimodo
«ærede over for andre Mennesker, og som han
maaske elskede endnu høiere end sin Domkirke,
©et var Claude Frollo.
Det hang ganske simpelt sammen. Claude
f i’oUo havde antat ham i Barns Sted, han havde’
git ham Føden, og han havde opdraget ham.
Vet vfti «açjlejg öeae^e paa Claude Fwjjo* can
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
