Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXXVIII. Den lille Sko
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 385 -i""
»Min Datter 1 Min Datter!«
»Mor!« svarede Zigøinersken.
Dette Optrin gir vi Afkald paa at udmale.
Muren og Jernstængerne var imellem dem
’a, den Mur!« raabte Eneboersken. »Aa. al
hende og ikke at kunne omfavne hende! Dir
rJaand! Din Haand!«
Den unge Pige ståk sin Haand ind gjennem
Vinduet, Eneboersken kastede sig over den,
trykkede sine Læber paa den og kunde ikke faa
dem derfra igjen, i den Grad gik. hun op i
dette Kys. Hun udgjød Taarer i strømmevis,
de flød i Taushed i Mørket som en Regu om
Natten.
Pludselig reiste nun sig, strøg sine lange
graa Haar bort fra Panden og gav sig uden at
si et Ord til at rokke ved Jernstængerne med
begge Hænder, mere rasende end en Løvinde.
Jernstængerne holdt imidlertid godt Stand. Saa
gik hun hen i en Krog i sin Celle og hentede
en stor Sten, som tjente hende til Hodepude,
og slyngede den mod Stængerne med saadan
Kraft, at en af dem sprang under en Regn al
tusen Gnister. Et nyt Kast gjorde det
fuldstændig af med det gamle Jernkors, som stænge for
Gluggen. Derpaa sønderbrød hun mad sine
Hænder de rustne Stumper.
Da Veien var banet — og det skede i
mindre end et Minut — greb hun sin Datter
om Livet og trak hende ind i sin Celle, »Kom,
la mig trække dig op af Afgrunden!«
hviskede hun.
Da hendeä Datter var inde i Cellen, la hun
aende blidt ned paa Gulvet. Derpaa tog hun
tiende igjen i sine Arme og bar hende, som om
hun endnu stadig var hendes lille Agnes, gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
