Balstemning.

——

<img l>

<br>Ad de glatte Marmortrin var hun steget op uden Uheld, uden Anstrængelse, alene baaret af sin store Skjønhed og sin gode Natur. Hun havde indtaget sin Plads i de Riges og Mægtiges Sale uden at have betalt Adgangen med sin Ære og sit gode Rygte. Og dog var der Ingen, som kunde sige, hvorfra hun var kommen; men der hviskedes om, at det var dybt nedenfra. Som et Hittebarn i en Udkant af Paris havde hun hensultet sin Barndom i et Liv mellem Last og Armod, som kun de havde Begreb om, der kjende det af Erfaring. Vi andre, der have vor Kundstab fra Bøger og Beretninger, maa tage Fantasien tilhjelp for at faa en Idé om den arvelige Jammer i en stor By;—og endda er maaske de skrækkeligste Billeder, vi udmale os, blege mod Virkeligheden. Det var igrunden kun et Tidsspørgsmaal, naar Lasten skulde gribe hende — som et Tandhjul griber den, der kommer for nær en Maskine—; for—efterat have hvirvlet hende rundt i et kort Liv af Skjændsel og Fornedrelse — med en Maskines ubønhørlige Nøiagtighed at lægge hende af i en Krog, hvor hun ukjendt og ukjendelig kunde ende dette Vrængtbillede af et Menneskeliv.