trak en lang, dybsindig Streg med sin Stok, da kunde den Gamle ikke længer dy sig. “Ei, ei — unge Herre!“ sagde han venligt, idet han tog til sin Hat, “tager De Kart over vore Befæstningsværker?“ Fætter Hans saa ud som en, der vækkes af dybe Betragtninger, og idet han hilsede høfligt, svarede han noget forvirret: “Nei — det er blot saadan en Vane jeg har, til at søge at orientere mig, hvor jeg færdes.“ “En fortræffelig Vane, en ganske fortræffelig Vane“ — udbrød Kapteinen med Varme. “Det styrker Hukommelsen,“ indskjød Fætter Hans beskedent. “Ganske vist, ganske vist — Hr. Student!“ svarede Kapteinen, der begyndte at finde Behag i det undseelige unge Menneske. “Især ved mere komplicerede Situationer,“ fortsatte det undseelige, unge Menneske, idet han med Foden udslettede sine Streger. “Netop hvad jeg vilde sige!“ udbrød Kapteinen henrykt, “isærdeleshed er nu Tegninger og Planer — som De kan tænke Dem — aldeles uundværlige i Krigsvidenskaben — for Exempel en Slagmark.“ — “Ja, se det er nu Ting, der ere altfor indviklede for mig,“ afbrød Fætter Hans med et ydmygt Smil. “Sig ikke det, unge Herre!“ svarede den velvillige Gamle, “naar man har en orienterende Oversigt over Terrainet og Armeernes Stillinger, saa kan selv en mere indviklet Batalje gjøres ganske anskuelig. — Se nu det Terrain, vi har for os her; det kunde meget godt give os et Begreb — en miniature — om for Exempel — om Slaget ved Waterloo.“