Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
587
Historie, 111., 1855—56. S. 590). Sammenligner man imidlertid
hendes Sange med dem, som hendes Samtid frembragte eller Salmer
fra Tiden omkring 1680, Kingos fraregnede, vil man finde det
forklarlig!, at de vandt Bifald og Beundring, og om der blandt
hendes Salmer ere flere, fom ikke taale at maales og veies med Nutidens
Maal og Voegt, er der dog i mange af dem en dyb Inderlighed,
og enkelte, t. Ex. hendes Aftenfalme Dagen viger og gaar bort",
kan til alle Tider stilles ved Siden af det bedste, fom er sunget,
trods de enkelte svroglige Pletter, fom hefter ved dem.
Hendes Sang, siger Rudelbach, er vanheldet med mang
foldige dels obsolete, dels ucedle Udtryk og ved en Mcengde Nor
vagismer". (Dm Psalme-Literaturen, S. 341). Paa lignende Maade
dMte allerede Thßger Renberg, idet han i „Forsamlingen paa
Parnasso" lader PHMus krceve hendes Vers oplcest.
Det lcestes op, endel han fandt,
hvorfor han hende rofer,
men laster, at der var iblandt
felvgjorte danske Gloser.
De selvgjorte danske Gloser" erßudelbachs „Norvagismer".
Det er i dette Stykke med hende som med K ing o, Petter Dass
m. st. : hun hentede Udtryk for sin Tanke fra det da brugelige Tale
fprog. Selvgjorte Gloser var det ikke, og hvem vil med Rette
kunne anklage hende for, at hun brugte Norvagismer" 3 : Ord og
Talemaader, som ikke findes i noget dansk Lexikon? Hun var jo
norskftd, talte norsk, og faa lidet udviklet, fom Bogsproget dengang
var, er det ikke at undres over, at hun tog Talesvroget til Hjcelp,
naar hun strev. Det stcerke Islcet af Norsk i hendes Sprog har
maaske gjort sit til at skaffe hende den almindelige Andest, hun
uomtvistelig gjennem et Par Aarhundreder har staaet i hos den
norske Almue.
Pontovpidan optog i sin Salmebog 1740 to af hendes
Salmer ( Naar jeg mine Feil ml skue", Dagen viger og gaar
bort"), og Landstad, som har ovtaget fire og egentlig er den,
der har ledet hende ind i Kirken, ytrer Hun har ikke fM faaet
Lov at vcere med i vore Kirke-Talmebsher, men har alligevel fundet
en Indgang i Hufe og Hjerter blandt vort Folk, som er mcerkelig,
og som giver hende Ret til at synge med ogsaa i Kirken. Hun oil
tkke skjemme Sangen ud, og ikke vcere Kirkefolket uvelkommen.
Tvertimod, det vil vcere hendes Kjendinger ljcert at mFde hende der,
hvor, som hun selv siger:
smaa Spurve tåge og sin Fart
iblandt fuldvokene Brne.
l) Om Salmebogen, S. 55.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
