Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ren* at „siden jeg skjönner Du, er „tobaklaus44, og veed, at Du
heller vil være „matlaus44, saa faar Du gaa til Kræmmeren efter
en Rul og saa snöre Bræn devine t fast paa Randselen*. Synlig
lettet ved denne dobbelt kjærkomne, dobbelte Forögelse i Byrden
forsvandt Svend og undgik derved at höre det nærgaaende
Spörgs-maal, som blev fremsat, „om den lille Tufsen skulde fölge og
tilmed bære den store Skræppen?44
Han fik dog snart Opreisning for den nærgaaende Tvivl, idet
Svaret löd, at han nok fulgte og endda tog Oppakningen fra den,
som först gik træt. Medens den lykkelige Svend henter sin
dyrt-kjöbte Rul, er det paatide at presentere Selskabet for Publicum,
og da Nysgjerrigheden er størst efter at udfinde Anonymer, vil
Nedskriveren heraf strax presentere sig selv som Student A., der i
Fölge med den ligesaa bekjendte Student B. var dragen til Sköien
for der at möde en gammel Kammerat, der fra Universitetet var
falden ned til at blive simpel Förster og nu vidste langt bedre,
hvormange Bjelker han havde i sine Skove, end hvormange
Fortolkninger der var paa det Utydeligste, Grækenlands Yise have
efterladt sig, og holdt langt roere paa sin Rifles tordnende
Im-perrativ end paa Kants „kategoriske* do.
Hvad han end kunde have glemt, var dog det kammeratslige
Hjertelag det samme; det viiste sig strax vi mödtes, og om han
end lo lidt ringeagtende, da vi fortalte, at vi vare komne for at
besöge ham og skyde Elg og Björn, og svarede os, at han ialfald
var visibel til enhver Tid, — men at han ikke saa lige kunde
afgjöre, om vi vare „hoffähige44 til at presenteres for Deres
Majestæter Elgen og Björnen, — saa forstode vi dog godt, at han
vilde gjöre sit bedste for at skaffe os Audiens, men mod
Hofmandsvane gjerne vilde holde mere, end han lovede.
Yi besluttede os derfor til ikke at fölge formeget vort eget
Hoved, og kunne give andre mindre erfarne Turister og Jægere
samme Raad i lignende Tilfælde.
Da Indpakningen vel var færdig og vi nybagte Nimroder
allerede vilde tage Skræppen paa Nakken i utaalmodig Iver for at
komme opover til „de lykkelige Jagtegne*, som Försteren paa
indiansk Yiis gjerne kaldte sine Aaser, bleve vi ikke lidet
forundrede ved at höre ham sige til Pigen, at hun kunde sætte ind
Middagsmaden, og det halv fortrædelige Spörgsmaal undslap mig: „Skal
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
