Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Landskabet : Melkedalstindernes sorte Pigger og Kamme over den
lange Melkedalsbræ og længst mod Vest Fleskenaastinden, der,
seet fra denne Kant, tager sig ud som den slankeste Söile. Man
beholder dette Syn hele Tiden, naar man ror opover Vandet eller
gaar langs Stranden, der fordetmeste er ganske jævn (men stenet
og diget og derfor temmelig besværlig at komme frem ad). Men
Synet forandrer naturligviis sin Karakter, eftersom man kommer
nærmere, og flere Tinder stikke Hovederne frem, idet de mod
Nord gaaende Dalfbrer aabner sig.
Det vakreste Parti ved Tyen er maaske det man har fra
Tvindehougens Fælæger, omtrent en Fjerdingvei fra Eidet
mellem Tyen og Bygdin, og hvoraf BoH’s Tegning er en tro
Gjengivelse. Udenfor Tvindehougen ligger en Række flade Sraaaöer
med grunde Strömme imellem, der danner en skarp Grændse
mellem den indre og den yttre Deel af Vandet. Den indre Deel,
KoldcQorden, har en smaragdgrön Farve af Isvandet, der
ström-mer ned gjennem Koldedöla; den yttre, hvor Vandet allerede har
afsat det meste af det fra Bræerne kommende Leer og Gruus, er
sorteblaat.
Over Koldefjorden mod Nordvest aabner Koldedalen sig, paa
alle Sider omgivet af Bræer og Tinder; tilvenstre Breikvamseggen
(eller vel rettere Breikvauisæken) med et næsten sammenhængende
Snedække, saa Koldedals- og Stölsnaastinderne. Midt for Dalen
hæver sig en vældig Tind, som, idetmindste seet længere oppefra,
har en paafaldende Lighed med en siddende örn eller Falk
(hvorfor ogsaa Dölen har foreslaaet at kalde den Falketinden). Dens
Sider ere næsten lodrette, sorte og sneelöse og den synes at helde
noget forover mod Bræen ved dens Fod, den överste Spidse er
overordentlig skarp og krummer sig synlig udover som et
Fuglenæb. Det synes næsten utroligt at noget Menneske har sat sin
Fod deroppe; men det maa dog være den Tind, som Professor
Keilkau, efter Beskrivelsen i Budstikken, besteg paa den Fjeldreise
i 1820, paa hvilken han opdagede Jötunheimcn, der indtil da kun
var kjendt af Renskyttere og Fægjætere. Tindens östlige Side
forlænger sig paa den halve Side mod Norden, der bliver Præcipicen
noget mindre steil og ad en smal Feldspathgang kan man komme
op påa det fra Tindens Bagside udstikkende Snetag.
Opstigningen var dog forbundet med stor Fare, og det synes at forudsætte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
