Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De to Bondejægere.
Under en Forretningsreise, som jeg foretog sidste Foraar i
de Toten tilliggende store Almindingsskove, maatte jeg, da der
endnu ikke var kommet Folk i Sæterne, hvor jeg ellers pleiede
at overnatte, tilbringe en Nat paa den lille Gaard eller Plads
Bergsisbrænden, der, som Amtskartet udviser, ligger ved den
nordlige Ende af Bergsöen midt inde i disse vidtlöftige Skovmarker, i
hvilke der ellers ingen andre Menneskeboliger findes, end de hist
og her omkringspredte Sætere. Pladsen beboedes af en af de
Skovopsynsbetjente, der i Bygdealmindingerne ansættes af de
respektive Almindingsbestyrelser, og hvis Hovedforretning
alminde-ligviis bestaaer i at paasee, at de Hugstberettigede betale den
Afgift, der lægges paa Aavirket i den Hensigt at tilveiebringe det
fomödne Belöb til Skovopsynsbetjentens Lønning, medens
Almindingsbestyrelsen gjerne giver Skovens Behandling forövrigt en god
Dag, og lader sig nöie med at have tilveiebragt et Skin af, at
der virkelig gjöres Noget.
Et uafbrudt Styrtregn forhindrede mig i at gaae ud paa min
sædvanlige Foraars-Aftenfoniöielse, Rugdetrækket, hvorpaa det
intetsteds er nogen Mangel i de herværende Skovstrækninger.
Iste-det derfor morede jeg mig med at underholde mig med en gammel
Jæger, Skovopsynsbetjentens Fader, der allerede tidligere var omtalt for
mig som en af disse typiske Jægerskikkelser fra en svunden Tid, da
Vildtets Mængde og Jægernes forholdsviis ringe Antal endnu gjorde
det muligt for enkelte Personer, at gjöre Jagten saa at sige til en
Levevei og at bringe det til en Fuldkommenhed i denne Bedrift,
som en Jæger af Almueklassen i vore Dage ikke lettelig mere vil
kunne opnaae. — Manden, jeg taler om, var en liden, endnu rask
Olding paa noget over 70 Aar, med et jovialt Ansigt, smaa spillende
Oine, og livlig baade i sit Væsen og i sin Tale, efterat den Taus-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
