Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hörte ham flöite, kom der ingen. Ja, ja — jeg havde foresat mig,
at jeg her skulde spise, og vilde nödigt, at sult skulde forstyrre
nydelsen af Tyin den sidste halve mil; jeg gik derfor ind og
sögte mig selv tilrette, slog bordet ned fra væggen, tumlede om i
en halvmörk melkebod, hvis bedste lys kom gjennem det löse
bræddegulv fra en åben kjælder, i hvilken jeg flere gange stod i fare for
at deise ned, og fandt endelig en melkeringe, bröd, smör, ost,
ske og kniv, hvorpå jeg ufortrödent satte mig tilbords i det håb,
at manden dog muligens kunde komme, imens jeg spiste, men da
det håb bedrog sig, måtte jeg atter efter egen skjönsforretning
efterlægge mynt på bordet, hvorefter jeg lukkede dören og strög
nedover langs den solblanke, skvulpende sö! — Snart var jeg på
höiden ved sydenden og tog nu i den glödende
eftermiddagsbelysning et varmt farvel med den deilige, löftende böifjeldsnatur. Jeg
havde havt mange, mange herlige syner, men det fölte jeg, at
knapt noget vilde fæste sig så skjönt i min erindring som denne
dags. Jeg stod midt i et trangt skard, hvor to knauser dannede
portalen ind til den prægtige Jotunheim; et vink med hånden for
den vidunderlige natur, en kraftig beslutning, nogle få skridt ud
af porten — og alt var forsvundet — som efter en dröm. Der
lå blot kolde tjeldhammere nedover, der dannede en vældig trappe
til det vældige hjem. Jeg standsede på trapperne som enj der
har forladt en kjær ven, fra hvem det er ondt at rive sig lös, —
men en sort væg var kommet for porten, Stölsno s i og
Rau-bergkampen stod som to bistre drabanter på begge sider
— audiensen var forbi! Jeg sprang fra mine fölelser nedover —
og efter en halv times forlöb var jeg på kongsveien, hvor jeg
satte mig ved elvebredden og lod tankerne löbe. Hvor var ikke
her forskjelligt fra det billede, jeg netop kom fra, deroppe bag
höideryggen. Her stod i den trange dal mörkegrönt birkeholt på
birkeholt, og midt imellem, dem’ i dybe, mörke klöfter skjældte
og mumlede elven, længer nede under det svarte berg samlede
den sig til et lille mörkt, stille og alvorligt kjærn. Jeg lagde
mig ud over skrænten og så ned i klöften, hvor elven skummede;
over på den anden side skjöd bagevjen op, og midt i det sorte
stak en gråsort, böiet sten frem. Den vilde i tusmörke og
måneskin have dannet en prægtig gammel, krylrygget, vådskjægget nök,
og på sit rette sted, thi her vilde han være den personificerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
