Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at man ikke anvender tvungen cellestraf p& dem, der er dømte til
mere end 3 års strafarbejde. Det må imidlertid haves for øje, at
man fremdeles vil have adgang til med vedkommendes samtykke at
indsætte i cellefængsel personer, der er dømte til længere tids
strafarbejde, når der findes at være særlig grand til at undergive dem
cellefængsling.
At der således efter departementets forslag vil blive en
lovbestemt snævrere tidsgrænse for den tvungne cellestraf end for den
frivillige, finder man ganske korrekt, ligesom man skal bemærke, at
noget tilsvarende finder sted såvel i Tyskland efter straffeloven for
det tyske rige af 15de Maj 1871 § 22 som i Frank rige efter loven
af 5te Juni 1875, art 2 og 3.
Efter bodsfængselslovens § 1 skal, naar strafarbejde udholdes i
cellefængsel, straffetiden være „en trediedel kortere end den,
an-gældende ellers havde at udholde.**
Allerede under lovens forberedelse var man opmærksom på, at
det vistnok egenlig vilde være korrektere, at der blev en
forskellig redaktion for de forskellige straffetider, således at de længste
straffetider reduceredes mest og de korteste mindst. I denne
henseende anførtes dels, at den isolerede fængsling virker så meget
intensivere, jo længere den varer, og dels at altfor korte straffe er
fragtesløse, idet fangenskab må have en vis varighed, om straffens
øjemed skal kunne ventes opnået Der antoges dog at være sådanne
praktiske vanskeligheder ved anvendelsen af en forskellig målestok
for reduktionen, at man troede at burde blive stående ved en
ensartet afkortelse både i de kortere og længere straffetider. Jfr. Sth.
forh. 1848, HI, nr. 36, side 6—7 og VI, LXII, side 176—180.
I den ovennævnte i 1860 indgivne „beretning og betænkning
angående strafarbejdsvæsenet i Norgeu bemærkede imidlertid
Sorenskriver Norum, at den i Bodsfængslet vundne erfaring havde
godtgjort, at den bestemte reduktion af de korteste straffetider ikke
var hensigtsmæssig. Han anfører bl. a:––––––––––––––-
„Ensomheden og den i Bodsfængslet forøvrigt gældende
fange-tugt er nemlig i almindelighed ikke meget, ja ofte slet ikke trykkende
i begyndelsen af straffetiden, hvorimod trykket voxer med varigheden.
Hertil kommer den omstændighed, som ubestrideligen fremgår som
godtgjort af den oversigt, over tilbagefaldene, som er meddelt i
slutningen af forrige afsnit, at bodsfængselsstraffen ikke er så
virksom i de kortere terminer som i de noget længere. Dette resultat
stemmer også med, hvad den daglige iagttagelse og erfaring har
lært. Fanger med en straffetid af kun 4, 5 eller 6 måneder ere i
almindelighed allerede ved indbringelsen vel forberedte på, at den
hele pine kun skal være en kort overgang. Deres sind er derigennem
væbnet med en modstandskraft, som den kortvarige ensomhed ikke
er istand til at overvinde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
