- Project Runeberg -  Nordisk tidsskrift for fængselsvæsen... / Årg. 7 (1884) /
209

(1878-1911)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

hvem forbrydelse og et uordenligt liv er blevet til vané.

I strafanstalterne ser man dem. De ere dels villiesvage
og uselvstændige mennesker, dels folk med potenseret ond
villie. Desuden findes der personer, som repræsentere en
mellemting mellem de videnskabelig faststillede
sindssygeformer og de åndelig sunde mennesker. Samfundet fordrer
beskyttelse mod vaneforbryderne ved at lovens strenghed
anvendes imod dem. Men i praxis benyttes den ikke i
tilstrækkelig vid målestok. En fange havde således opnået i
løbet af 3 år efter løsladelsen af tugthuset at blive straffet
med en flere måneders fængselsstraf, korrektionsstraf, og

II mindre fængselsstraffe (haft). Af kriminalstatistiken kan
man ikke bevise, at straffelovens bestemmelser ere
utilstrækkelige til at beskytte samfundet. For 1877—79 vare i
Bayern de idømte tugthusstraffe gennemsnitlig 2 år 9
måneder; for 120 i centralfængslet i Hamburg indsatte personer,
straffede for anden gang og oftere begået forbrydelse mod
ejendomsretten, var gennemsnitstiden 2 år 5 måneder.
Straffeloven har betroet dommeren at udmåle straffen; men
domstolene behandle endnu vaneforbryderen altfor casuistisk
i det ene tilfælde efter det andet uden hensyn til hans
forbrydelsers almenfarlighed. Man har foreslået at forhøje
maximum af straffene for vaneforbrydere, og at anbringe
vaneforbrydere ved løsladelsen af strafanstalten i
arbejds-huse. Ved det sidste vil man gøre brud på den enkelte
forbrydelses i straffeloven i system satte strafbarhed; det
vilde i virkeligheden kun blive straf på livstid. Det kunde
også blive farligt for arbejdshusene. Disse ere et godt værn
for samfundet mod betlere og løsgængere; men de behøve
ikke de sikkerhedsmidler som strafanstalterne. Man måtte
derfor enten bygge ny arbejdsanstalter eller gøre de
tilstedeværende til sikre opbevaringssteder for vaneforbrydere.
Samfundets bedste beskyttelse imod dem er lovens
bestemmelsers rette anvendelse.

På grund af den fremrykkede tid udsattes
forhandlingerne til næste årsmøde.

–––––––– U

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 21:20:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ntff/1884/0213.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free