Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
betændelse eller anden Sygdom, fremkaldt ved det
vagabonderende Liv.
At den professionelle Vagabond gør sig skyldig i et
strafbart Retsbrud ved ikke at efterkomme den Forpligtelse,
Samfundet stiller til ham, Forpligtelsen til at arbejde og
ved lovligt Arbejde ernære sig og sine, er vel sikkert, men
lige saa sikkert er det, at den Straf, der efter vor nuværende
Lovgivning rammer ham, er — fra hvilket Synspunkt man
end betragter Straf — ganske irrationel. Det samme kan
sikkert siges om den professionelle Forbryder i
Almindelighed: Straf i dens nuværende Skikkelse preller af paa
ham, der uvægerlig efter endt Straffetid tager fat paa det
gamle Forbryderhaandværk, men om de professionelle
Betlere og Løsgængere gælder det dog maaske i særlig Grad,
og det er i alt Fald kun disse, med hvem vi her beskæftige
os. Jeg skal kun i denne Forbindelse henvise til, at den
rette Behandling af professionelle Forbrydere bl. a. er
fremdraget af Professor Knud Pontoppidan i en af ham
nylig skrevet Artikel >Homo delinquens«*). Ogsaa fra et
andet Synspunkt er den nugældende Lovgivning lidet heldig
og rummer en Uretfærdighed derved, at Vagabondens
Forsørgelseshjem i meget stort Omfang befries for at forsørge
ham, der jo, naar han ikke er paa fri Fod, langt den
største Del af Aarene forsørges i de Fængsler og paa de
Tvangsarbejdsanstalter, hvori han udstaar sine Straffe.
Dette vor Lovgivnings Standpunkt lige over for den
professionelle Vagabond er sikkert ogsaa forældet, og saa vidt
jeg — særlig ved at gennemgaa Motiverne til og de
forud-gaaende Forhandlinger for den norske Lov af 31. Maj 1900
om Løsgængeri og Betleri — har kunnet faa oplyst, er det
vist nu ellers overalt en Regel, at man søger at hemme
Vagabondagen gennem det eneste virkelig virksomme
Middel, nemlig længere Tids Anbringelse i særskilte
Arbejdsanstalter efter forudgaaet administrativ eller helst judiciel
*) »Tilskueren« August 1902.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
