Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. 15de mai - Indberetning om det Internationale kvindemøde i Washington 1888 (af S. Magelssen-Groth)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
næst præsidentværdigheden, nogen borger kan naa Robert Piirvis,
James Hutchinson in. fl. Douglas blev hilset med levende bifald, da
han viste sig paa scenen. For femti aar siden, fortalte han, var
han „lænket paa hænder og fødder, solgt som et dyr, og ædle kvinder
kjøbte mig fri og gav mig anledning til at udvikle mine evner. Og
da jeg saa ti aar efter stod midt iblandt kvinder, der fordrede samme
rettigheder for sig og sit kjøn, som jeg seiv tragtede efter, skulde jeg
saa ikke gjøre deres sag til min? Mine venner Elizabeth Stanton,
Susan Anthony, Lucretia Mott og de andre, som er døde og borte nu,
men som var med os dengang, forlangte bare retfærdighed, det som
jeg bad om for min race".
Meget lidet ved Douglas mindede om negeren. Han var unæg
telig sort, men hans ansigt var saa intelligent og aandfuldt, at man
ikke lagde mærke til farven. Han var rank og statelig og rystede
sine svære, hvide lokker som en gammel olympier. Det er nu flere
aar siden han var senator; han lever som privatmand af renterne af
en naturligvis selverhvervet stor formue.
Mrs. Stanton holdt festtalen, men forresten lod mange af pio
nerne sig høre. Publikum hilste dem ikke alene med haandklap, men
med bifaldsraab og viftende lommetørklæder. Hver enkelt af de
gamle venner fortalte sin del af kvindesagens historie, elet vil sige,
samme traad gik igjennem det hele, kun farvet af individuelle erfa
ringer og oplevelser. Seiv havde ele troet paa sin sag, men andre
mødte dem med mistro og foragt, pressen forfulgte dem, præsterne
prækede mod dem fra prækestolen. Hvem blevikke rørt, cia Mathilde Joslyn
Gage, seiv med graaden i halsen, fortalte om sine smaa døtre; de for
stod dengang ikke andet af sin moders kamp, end at der blev gjort nar af
mama og af dem seiv for mamas skyld, og de græd og sørgede og
spurgte, hvorfor mama ikke kunde lade være at gaa til møder og holde
taler, nåar deres skolekammerater syntes, det var saa skrækkeligt.
„Folk troede, vi kvindesagskvinder havde baade horn og hestefod" sagde
mrs. Stanton. Lucy Stone fortalte paa sin rolige og fornøiede maade,
at aviserne pleiede at kalde hende „hyæne og tigerkat".
155
(Sluttes).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
