- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 2. aarg. 1888 /
274

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Amerikanske kvindeslaver

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Der er en pige i værelset ved siden af mig med en syg mor. Him
syr nu flanels-skjorter, men før him fik dem, sultede de næsten ihjei
af at sy imdertøi. Hun faar nu 7 c. timen; det er pen betaling i et
kristent land! Kristen! bah! jeg troede engang der var kristendom,
men jeg har givet det op for længe siden. Der er bare en religion
tilbage, og det er den at dyrke penge. Guldkalven er Gud, og hver
mand sælger gjerne sin sjæl, nåar han bare kan faa bøie sig for den.
Jeg ved ikke, hvad jeg vilde gjøre seiv. Hidtil har jeg været an
stændig, jeg er kommen af hædeiiige folk. En ting er sikker, og det
er, at det er ikke cleres skyld, jeg har arbeidet for, at jeg endnu kan sige,
at jeg er hæderlig. Jeg maatte gaa fra tre steder, fordi jeg ikke kunde
faa fred, og jeg blir der, hvor jeg nu er, for der la’r man mig da
være i ro. Men dersom De ved hvad alt dette bety’r, saa vil jeg ønske
De vilde fortælle mig det, for det gaar ganske rundt for mig, og jeg
linder ikke grund i nogen ting".
I samme nabolag var der flere store logihuse, hvor forholdene
var omtrent de samme. De sad der disse stakler i sine halvkolde,
mørke, ufriske rum syende paa liv og død for at holde livet oppe i
sig seiv og i dem, for hvem de er eneste støtte. Og de øiner ingen
udvei, ingen befrielse ,.ikke en om end aldrig saa liden stans", som
en bleg huløiet kvinde med et fortvivlet forsøg paa at smile sagde,
idet hun vendte sig fra den haug af elegante jakker, som laa paa
bordet foran hende.
Det var en tysk kvinde, som var kommen over med sin mand i
de gode tider. Han var maler, og hun sømmerske, og de tjente goclt.
Saa kom de haarde tider, lønningerne faldt og tilsidst gik det med
ham som med de fleste malere, han fik malerkolik, der som sædvanlig
endte med lamhed. Deres trøst var, at de havde lagt lidt tilside i
de gode tider. Men saa gik banken fallit, og de mistede alt. Hun
blev syg, og da hun kom op, var deres møblement og alt de eiede,
der havde nogen værdi, pantsat. Saa blev det for hende og den
ældste datter at begynde dette fortvivlede kapløb, for at holde livet
oppe. De syede jakker i sæsonen og undertøi i mellemtiden. Manden
lærte sig til at presse sømmene, saa tjente de 10 c. mere paa hver
jakke. Hans forkrøblede haand kunde knapt gribe jernet, og hans
kone maatte ofte hjælpe ham at faa fingrene i den rette stilling, og
dog stod han der smilende og lykkelig over at kunne bidrage sin lille
skjærv til familiens underhold. De havde nu for et aar boet i det
dybe kjælderværelse, hvor der var saa mørkt, at de ikke kunde se at
sy paa maskinen uden ved lampelys undtagen et par timer midt paa
dagen; her slåp de cia med 4 dol. maaneden i husleie.
„Jeg ved ikke, hvordan vi skal kunne leve i det hele", siger hun
med en latter, der ender som en undertrykt hulken, „for se, vi kan
274

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 21:38:22 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nylaende/1888/0286.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free