Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - Ernst Ahlgren (efter »Framåt«)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg, der i herved lire aar har staaet i nær og uafbrudt forbin
delse med hende og for en del været fortrolig med hendes arbeide,
hendes planer og forhaabninger og hele hendes tankeliv, kan maaske
bedre end nogen anden her i Danmark forklare og belyse hendes
pludselige død.
For os, der havde staaet hende nær, kom dette pludselige ikke
uventet; vi vidste alle, at livsleden til sine tider kom over hende som
en uhyggelig mare, der ikke lod sig afryste, som et klamt, snigende
uhyre, der sugede sig fast i hendes tanker og dråk hendes hjerte
blod.
Hun er født den 6te marts 1850 i Skaane, hvor faderen eiede en
større gaard. Som barn og ganske ung pige var hun usigelig lykke
lig. Med sin fader, hvem hun elskede over alt, færdedes hun i mark
og skov, hun red og hun jagede, hun kjørte de væligste heste og for
med vindens fart hen over den frosne sø. Denne fader, denne elskede
men svage fader, saa man idelig og altid dukke op i hendes digtninge.
Han døde, før hun ret var vaagen, og nu tog moderen fat; hun blev
stængt inde i de mørke stuer, holdt til bog og naal og den strængeste
pietisme. I den tid fik hendes ydre sit præg, det blev korrekt og
stivt og koldt, men i hendes indre sydede det som glødende lava.
Nogle linier af et brev, skrevet i april 1885, kan fortælle herom:
„Ja, ni har rätt, om jag en gång lär mig att värdera en menniska,
om mitt sinne en gång smälter, då ger jag så fullt och rikt, som endast
sådana inåtvända och kraftiga naturer gifva. Men det går åt åratal
för att vinna mig och för att lära mig tro. Jag är så varm att jag,
måste vara kall, Hvilken paradox! Det fins ingen menniska till
hvilken jag hyser tillit icke en! Och jag fortares efter begäret
att finna någon till hvilken jag kunde känna det. Det är hela hem
ligheten. Men jag talar inte gerna om mig sjelf; det är osundt".
„Jag kan sjelf höra huru jag talade: så färglöst och dämpadt,
så själlöst som om jag vore en automat. Ni kan icke tänka hur den
tanken plågar mig sjelf! Det är altid när en eller annan sinnesrörelse
håller på att rycka mig med, men konventionalismen håller mig i
armen. Det år alltid just då jag håller på att blifva mig sjelf
den lättrörliga, varmblodiga varelse jag är men skyggheten och
misstron för en annan håller mig tillbaka. Det der beslöjade kommer
i min röst, derför att jag har ett litet hjertfel, så att vid hvarje
spänning eller sinnesrörelse ger hjertat sig till att slå med hastiga
intermittenta slag; om jag då talade lika högt som vanligt, så skulle
det komma någenting i tonen som måste förråda mig. Nåja, hjertfelet
Det var livslede, en ubetvingelig, uimodstaaelig livslede!
Og i begyndeisen af med samme aar:
309
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>