Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - Ernst Ahlgren (efter »Framåt«) - Kvinden og kirken (af Aasta Hansteen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tre dage før hendes død talte jeg med hende. Hun saa syg og
træt ud og sagde saa underligt tonløst: „Jeg bliver her ikke længe".
For alle hendes nærmeste har det vist længe staaet klart at
dette saa smertelige øieblik, reisen til det store ubekjendte hinsides,
vilde for hende komme pludseligt. men tungt kommer det dog alle os,
der personligt har staaet hende nær og holdt af hende baade som
menneske og som forfatter, og alle de mange, der i hendes unge,
friske, oprindelige forfatterpersonlighed saa noget stort og genialt, og
i hendes digtning saa realismens sandhed i en ny og tiltalende form.
Hendes lidelser er nu forbi og hun har faaet ro. Men seiv i
døden viste hun sin stærke, ubøielige villie, sin kraftige karakter.
Hun hunde ikke leve længer! Men i Ernst Ahlgren har Skan
dinavien mistet sin mest lovende forfatterinde.
Min artikel om Kiellandssagen, i .,Nylænde" 15de octbr. 1887
blev forkyndt at være indledning til et opgjør mellem kvindesagen og
præstevældet. Jeg har begyndt at indfri løftet. Men der kom saa
meget imellem; „Nilen" steg over sine bredder, og for naturmagterne
maa man jo vige for en tid.
Der har i „Nylænde" nu været optaget til drøftelse saa mange
sider af kvindesagen, erhvervskilder, aandsudvikling, sædelighedsspørgs
maal. Der har været skrevet saa smukt om moderlighed, og i tret
tonde hefte 1887 findes en henvendelse til redaktionen om kvindens
stilling i ægteskabet, af l. e., der med en friskhed og djervhed, som
minder om folkevisen, tager ordet for „en saadan tilintetgjort, stak
kels konesjæl". Vi har ogsaa havt den styrkelse, at se en myndig
kvindehaand løfte eventyrets „syv birkelimer" imod en mandstype, af
herreklassen, som nu er draget frem i fuldt dagslys, men som hidtil
guderne naadigt har villet „bedecken mit Nacht und Grauen".
Efter at alt dette høist berettigede er kommet tilorde, vil jeg
forberedende her fremdrage den side af kvinclernes frigjørelse, som
har at gjøre med deres stilling i kirken, deres forhold til religionen,
contra sneversindet theologi: „Nylænde" har allerede tonet flag i
denne henseende, og dets redaktør har, hvis jeg ikke tager feil, ved
en leilighed ytret, at „vi sætter pris paa modstand fra den kant";
det vil sige, at vi indser, at en kamp her er uundgaaelig.
Mine anskuelser om kvinclernes særligt religiøse natur har jeg
Kvinden og kirken.
315
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
