Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Til hr. pastor Blom (af Anna Rogstad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvilket jeg altsaa fremsætter igjen: Hvor var i syndefaldet mandens
kritiske sans? — Eva „gav sin mand ogsaa deraf, og han aad“. Det
er altsaa de enkle textord.
Og her er et nyt spørgsmaal: Hvem var ndsat for den sterkeste
frister — Eva, som forførtes af djævelen seiv eller Adam, som for
førtes af sin hustru? Hvorfor var saa ikke den svageste frister til
strækkelig for hende, naar hun endelig skal være saa letvindt at
forføre, naar hun i mindre grad end manden besidder kritisk sans,
den evne til med skarphed og klarhed at skjelne mellem sandt og
falskt, som er saa fornøden for en menighedens lærer“?
2. Forskjellen mellem rtvedu og „gjennem“ bliver ikke let at
klare. Hvorfor ikke aabent erkjende, at oversættelsen er inkorrekt,
eller: dette forstaar vi ikke. Det er dog ikke godt at forklare alt i
Paulus’s breve, idet, som bekjendt, der er steder, hvor den ene udta
lelse ligefrem slaar den anden ihjel. Saaledes her: 1 Tim. 2, 15.
„Men hun skal frelses ved barnefødsel“. Gjennem moderkaldet, — —
og den dermed sammenhængende „stilhed“ gaar kvindens vei til
frelse (salighed), vil apostelen sige, forklarer De. Men saa kommer
apostelen seiv: 1 Kor. 7, 8. „Men jeg siger til de ugifte og til enker,
at det er dem godt, om de bliver ugifte, som og jeg er". Og v. 40:
„Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er (ugift),
efter min mening; men jeg mener at have Guds aand“. Hvor bliver
saa her „det centrale i kvindens bestemmelse" af og „det grundlæg
gende for det billede af den kristne kvinde, som har levet og lever i
menighedens hjerte"?
3. Det kan ikke benegtes, at der i 1 Kor. 14 gives ordensregler
for Guds ords forkyndelse inden menigheden i Korint. Saaledes v.
40: „Alt ske sømmeligen og med ordena . Dermed ender kapitlet.
Og v. 33: „Thi Gud er ikke förvirrings, men freds gud“. Sammen
lign de steder under dette vers, hvortil der henvises: 1 Kor. 11 16.
„Men er der nogen, som synes at have lyst til trætte, da have vi
ikke saadan skik, og Guds menigheder ei heller". Rom. 15, 33. „Men
fredens gud være med eder alle!" Mændene har talt formeget, kan
man forstaa; „to eller tre" (v. 29) faar tilladelse til at tale. Kvin
derne har talt formeget; de skal bent frem „føe". (Y. 34). Det var
vel letvindt i den tid at stoppe munden paa kvinderne, især naar
man som Paulus kunde fortælle dem, at „i alle de helliges menigheder"
paa den tid var det skik og brug, at kvinderne tiede. Og saa bøiede
de sig vel for skik og brug, hin tids stakkars kvinder, med underda
nighedsbudet i loven (jødeloven) — vers 34 — ringende for ørene.
Vanskeligere var det med de ustyrligere mænd; „to og tre" af dem
skulde derfor faa tale. Der maatte altsaa en begrænsning til for
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
