Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. 15de februar - Forskjelligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gerdøtre, til at holde værksted og svende; der er steder nok, der viser,
at kvinder, der slet ikke stod i slægtskab med laugsmedlemmer, havde
samme ret, naar de, vel at mærke, var oplært i haandværket, og at de
l)lev oplærfe er let at vise. I London udstedtes i det fjortende aarhun
drede en proklamation angaaende optagelsesformen for saavel mandlige
som kvindelige haandværkslærlinge (Monumenta Gildhallae Lond I p.
681); og i aaret 1406 befalede en af Henrik den fjerdes statuter, at
ingen maatte give sin søn eller datter i lære, naar han ikke havde mindst
10 shillings indtægt af grundeiendom. For Frankrigs vedkommende findes
talrige beviser i Boileau?S haandværksstatuter for Paris i det 13de aarh.
Les Cristalliers (krystalsliberne) maatte saaledes optage piger i lære,
men kun hos en mester, ikke hos en mesterinde, „fordi haandværket er
saa vanskeligt; 11 „ingen linnedvæver eller lipnedvæverske“, bestemmes der
et andet sted, „maa antage en mand eller kvinde, som allerede har gjort
aftale med en anden mesternaalemagernes statut har den sætning:
„Naar det træffer sig, at en mand eller en kvinde kommer udefra til
Paris og vil arbeide i haandværket osv.; les crespmiers de fil et de
soie (possementmagerne) turde kun holde en lærling hver; men der fast
sættes, at „naar en mester er crespinier og hans kone crespiniére, og
begge udøver haandværket, saa kan de tage to lærlinge; silkespinderskerne
var endog et udelukkende kvindeligt laug med mesterinder, lærepiger og
arbeidersker, ligesom det ogsaa styredes af to „laugsmesterinder“ (preudes
fames) og paa lignende maade forholdt det sig med en fire, fem andre
laug. —
Det ældste bevis for kvindernes ret til haandværket i Tyskland
findes i statuterne for væverne i Miinchen fra det fjortende aarhundrede.
Her staar nemlig: „Hver den, der er vævermester eller mesterinde, han
(eller hun) maa have en læreknægt eller læretærne og ikke flere“. Yæ
vernes laugsregler i Speier 1360 bestemmer, at „den, der vil oplære en
læredatter, skal give lauget et pd. voks“. Skrædernes statuter taler ide
lig om læredrenge og lærepiger ; men ogsaa andre, helt ukvindelige fag,
omtaler tidligt optagelsen af kvinder, saaledes slagterne i Køln. Af andre
skal vi nævne pungmagerne, vaabenstikkerne og gjørtlerne i Køln, bern
stensdreierne i Lybek (1377), bagerne i Frankfurt (1352 og 1377) osv.
Først fra slutningen af det sekstende aarhundrede begynder mostrene
og svendene at anstrenge sig for at trænge kvinderne ud af haandværket;
men kampen blev meget langvarig, da øvrighederne i almindelighed tog
sig af kvindernes ret, og først fra slutningen af det 17de aarhundrede
kan man anse kvindens udelukkelse fra haandværket som en fuldendt
kjendsgjerning. Fra denne tid af var den første betingelse for optagelsen
i en haandværkerlære den, at man sludde tilhøre „det stærke kjøn“.
60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
