Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. 15de marts - Mathilde Fibiger (af Thora Storm)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stødene, som jerngryden slet ikke merker og lider derfor mest. Skrif
ten kalder os jo ogsaa det skrøbeligere redskab. Nu kan det aldrig
være opgaven: at være skrøbélig, men at være et redskab. Jeg takker
ikke Gud, fordi jeg er svag, men fordi jeg kan bruges. Jeg vover mig
ikke ud i floden for at bli puffet og stødt, men for at komme over
floden. — — Alt det bedste har vi tilfælles med manden. Der er kun
en naturforskjel, som vi kverken kan eller skal komme over, men som
vi heller ikke skal forgude bos os. Vi skal ikke —vi fruentimmer •—
sætte en ære i svagheden, der i alle verdslige forhold gjør os mer øm
skindede end manden. —- — Naar kvinden stedse mer blir sig sit kald
som menneske bevidst, og mændene lærer i os at se medmennesker, d. e.
medarbeidere vil seiladsen over livets flod gaa jevnere, og flere komme
did, hvor de skal hen. Men der er virkelig kvinder — vaser af saksisk
porcelæn — der aldrig vover sig ud, af frygt for, at deres kvindelighed
skal lide derved, men tasser om ved strandbredden, samler musling
skaller, planter afskaarne blomster i sandet og tilsist dør uden at ha
levet.
Og der er gode, begavede kvinder, men ufrisjæle, som nok vil være
med, men idelig raaber: „Jeg er en lerkrukke! Jeg skal nok vogte
mig for at komme de simple, raa jerngryder nær. Naar kvinden be
gynder at ’tale om sig seiv som „blomsten“, føler jeg mig saa tryg i
den, jevne, uesthetiske, men sande virkelighed, der er mit frie valg.
Blev det godtgjort, at jeg hverken er kvindelig eller genial vilde jeg
ta mig den sag meget let; Men gik det op for mig, at jeg havde
svigtet mit kald som menneske, vilde det knuse mig.“
Jeg synes det er baade velgjørende og skjønt at se hende, M. F.
senere opgi de høistsvævende idealer, som dog med al liendes fordring
paa selvtænkning og selvudvikling smager af tidens ,.ewig weibliche“,
at se hende udvikle sig fra illusion til virkelighed, hvor vist det aan
délige har faaet et knæk, men det sjælelige vokser sig stærk i kampen
for det gode og sande.
Klara Rafaels røren ved dogmerne ser vi heller ikke noget til hos
den senere Mathilde Fibiger. Hun sluttede sig varmt til den Grundt
vigske retning og var en hyppig gjæst hos Grundtvig og hans kreds.
— I denne kreds, med den stærke aksenturen af bekjendelsen, udvikles
hos hende det inderlige trosliv, der hjalp hende udover saa meget saart
og bittert. Med denne retnings milde livsanskuelse ytrede hun en
gang, ikke sørgmodig, men ganske naturligt og roligt: ;:For mig er
livet en ventesal, hvor jeg sidder og ønsker, at toget snart maa gaa.“
Grundtvig saa med uliildet blik paa Klara Rafaelbrevene. Han
var en af de faa, der traadte i skranken for bogen med et forsvars
skrift,- tiltrods for dens fritænkerske meninger. Vi finder i det hele
de ivrigste forkjæmpere for kvindesagen i den tid blandt Grundtvigia-
88
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
