Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. 1ste Oktober - Om den nødvendige hjælp i huset (af fru Ullmann)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
muleres saaledes: naar man vil gifte sig og sætte bo, maa man se at
finde sig en husleilighed med lukket entrée. Det er den første og
fornemste betingelse, hvis man vil føre en civiliseret og lykkelig til
værelse. Der var en tid, da vi her oppe blev paavirket fra Danmark
i mange retninger og paa mange maader, vi fik danske sknespillere,
danske boghandlere og danske bygmestere, og disse sidste viste os
i gjerningen, at Carl Bernhards tanke virkelig indeholdt en tidens
fordring.
De indførte nemlig en maade at indrette husene paa, som var
nkjendt ber. Før hadde man to slags huse, man kan endnu se spor
af dem i de enkelte store rigmandshuse, som staar igjen fra ældre
tider, i embeds- og herregaardene paa landet, og i de større og mindre
kjøbmandshuse i byerne. Ide første delte man simpelthen rummet
indenfor de fire mure i større og mindre firkanter, som stødte umid
delbart sammen; naar man altsaa skulde fra eller til et værelse,
maatte man gjennem et eller flere af de andre; det var mindst sagt
ikke bekvemt, og det var uhyggeligt med kolde utilgjængelige stads
værelser, som sjelden eller aldrig blev brugt. En bedre ordning var
det med de aabne svalgange mod gaardsrummet i kjøbmandshusene,
med døre ind til de enkelte værelser, vistnok kunde man der om vin
teren hente sig en försvarlig forkjølelse. Man var ikke saa nøie om
rum den tid, tjenestepigen hadde vist altid sit eget rum, men om hun
fik lov til at lægge i ovnen for sig, kom an paa husbondsfolkenes
evne og vilje, og det lys, hun fik tildelt, et stinkende talglys, var ikke
altid tilstrækkeligt, naar hun efter dagens stræv vilde sidde oppe en
stund om aften og reparere sine klær. For man var ikke naadigmod
„jenta“ den tid. At hun hadde kjød og blod som andre mennesker,
at hun kunde fryse, suite og bli træt, blev regnet som en feil, som et
tegn paa uduelighed. Hun var først oppe om morgenen. Om vinteren
i kulde og mørke trævled hun sig frem til kjøkkenbænken og fik fat i
fyrtøiet, stod saa og kjætred og slog med en flintesten mod et fyr
staal til det langt om længe tændte i de brændte linfiller, som et
rum i fyrtøiet var fyldt med, satte saa svovlstikken, en tynd flis med
svovl for enden, forsigtig til gnisten. Naar hun endelig hadde faat
det til at brænde paa skorstenen —• komfur fandtes ikke — tog hun
vassælen med bøtterne paa nakken og gik til nærmeste vandpost, som
stod midt i gaden ved hvert kvartal. Saaledes begyndte hun dagens
arbeide, fastende, med forfrosne hænder og vel som oftest vaade
fødder. Jeg tror ikke, tjenestepigerne følte sig ulykkeligere, var mere
misfornøiede den gang end de er nu, de var vante til det, krævede
ikke noget andet; men naar vi nu med chemiske fyrstikker, vand i
kjøkkenet og en varm komfur ser tilbage paa disse tilstande, före
kommer de os som et stykke barbari. Heller ikke var husmødrene
290
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
