Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de Oktober - »Nylænde« (red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om og kritik over forskjellige forholcle, er det meget sjelden, vi ikke
har faaet nytte af det paa en eller anden maade. Det er netop alle
de smaa ting, alt det, som er paa nært hold, vi ikke maa glemme at
faa med, det er det, som bygger op, og det er maalere for frem
skridtet alt sammen, og eftersom man faar det samlet frem for
bevidstheden blir det til nye drivfjedre. Det er lettere at komme i
rapport med de store lande og de store begivenheder, end med hvad
der passerer ber lijemme, men det er grundigt kjendskab til det
hjemlige, som betinger et frugtbart samarbeide med udlandet.
Vore fordringer eller rettere sagt vore ønsker indskrænker sig
da forøvrigt ikke blot til de praktiske ting — og dette minder os om
en uopfyldt pligt. I Nylændes hefte no. 4 3die aargang findes en
benvendelse til os fra en kjær og æret medarbeider, M D. Den be
gynder saa: »Lad iJdce Vorherres fugl dø!’1 „Det er en gammel leg;
med de ord blev en brændende stikke sendt fra haand til haand,
saa fort som muligt, før den slukked — ingen vilde være den, som
lod fuglen dø! Fuglen er de gamle minder, sangfuglen, som levende
og lysende skulde gaa fra slægt til slægt og aldrig dø“ — og senere
siges der: „Vi ved der findes hos os uvurderlige samlinger af sagn,
eventyr, viser og toner, som uafladelig øges; men de er indelukket
som i et museum, næsten kun tilgjængelige for kunstnere og viden
skabsmænd. For børnene er de døde skatte, naar de ikke henger
lever i mødrenes mund. . . . Der er vist mange, især ældre kvinder,
som bærer nogle af disse skatte gjemt dybt i sin eriridring. . . .
I Nylænde kunde de vel af og til faa en liden beskeden plads. . . .
Lad der komme nogle ord fra Dem om dette“. Og den slutten saa:
„Det er den ægte konservatisme, som kvinderne skulde sætte en ære
i, ikke la’ Vorherres fugl dø! Ved den skal børnene lære at elske
sit hjem, sit land og sit folk og gjennem denne kjærlighed hjælpes til
at bli bevaret for livet“. —
Vi kom ikke til at svare paa denne benvendelse, vi tænkte den
gang vi fik den: det nytter ikke noget, om der kommer nogle
ord fra os. Det nytter saa lidet altsammen, for den ægte konserva
tisme er det nok ikke, som mest udmerker vort lands kvinder, det
er nok heller den konservatisme, som lukker sig inde og ruger over
det døde, saa de glemmer det levende og ikke bører fuglesangen.
Men siden det bar vi faaet beviser paa, at det alligevel nytter,
og vi har fundet en forklaring paa stilheden blandt kvinderne, som
giver større haab. Vi tror at have merket, at gjennem den nyere
tids forholde og impulser er flere netop af de sanddrueste og udvik
lingsdygtigste kvinder drevet ind i selvkritikens og selvdommens skjærs
ild, og under en saadan lutringsproces er det bedst at være taus. Men
skjærsilden er ikke bestemt til evigt opholdssted, den er en gjennem-
306
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
